Godt på vej mod mål i klimaplan
SOLRØD: Med det nye solvarmeanlæg i Havdrup og Solrød Biogas er kommunen godt på vej mod målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 55 procent inden udgangen af 2025, viser ny status på implementeringen af klimaplanen.
Solrød Kommunes klimaplan lægger et højt ambitionsniveau og har bl.a. fastsat et mål om, at udledningen af CO2 i kommunen skal reduceres med 55 procent inden udgangen af 2025.
Ud over solvarmeanlægget i Havdrup spiller etableringen af Solrød Biogas også ind på den målsætning. Når den fulde virkning af biogasanlægget slår igennem i 2016, er kommunen nemlig over halvvejs i mål med en reduktion i CO2-udledningen på 30 procent.
Ved indvielsen af anlægget den 16. november roste både energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og repræsentant for EU-Kommissionen Vincent Berrutto Solrød Kommunes arbejde med at reducere CO2-udledningen.
Det glæder borgmester Niels Hörup:
- Solrød har en af de mest ambitiøse klimaplaner i landet, og vi er meget optagede af at nå de fastsatte mål. Når både regeringen og EU-Kommissionen anerkender vores arbejde, så bekræfter det os i, at vi er på rette vej, siger han.
Der er planlagt en lang række klimaprojekter, som skal føres ud i livet de kommende år. Et af de største af dem skal reducere udledningen af CO2 ved at bruge overskudsvarmen fra CP Kelco til at forsyne Naurbjerg, Kirke Skensved og Havdrup.
pm