Rekord-deltagelse ved julemarked
Lørdagens julemarked på Mejls Orten Tinghøj Friskole blev et tilløbsstykke
Allerede efter en halv time måtte en nyetableret parkeringsplads i dagens anledning på en mark tages i brug. Folk strømmede nemlig til den lille friskole, så derfor var det en god ide med den ekstra parkeringsplads, selvom hovedvejen gennem byen også blev brugt som ekstra parkeringsplads, så langt man kunne se.
Det kolde, men solfyldte vejr var nemlig ideel til at skyde julen i gang. Og der blev gjort meget ud af julen.
Der var masser af julemusik, minikoncert, tombola, fiskedam, der kunne købes hjemmebag, vin, honning og marmelader. Derudover var der mulighed for at købe risengrød med en smørklat i, hamburgerryg med grønlangkål samt kaffe og kage.
Den store bazar i Mejls Multi var fyldt op med rekord mange stande, der alle bød alt lige fra julepynt til tøj, malerier og meget mere.