Fortsæt til indhold

Utryghed giver sikkerhed

Arkiv
Foto og tekst:

Anette Gundlach En af Roskildes sorte pletter på trafikkortet, rundkørslen ved Møllehusvej og Helligkorsvej, er gjort mere sikker, så den kan blive fjerne fra kortet over byens utryggeste steder, forklarer kommunens vejchef Ivan Hyllested. En del trafikanter, der kommer i rundkørslen til dagligt var langt fra enige i dette udsagn, da Roskilde Avis lagde et billede ud af trafikknudepunktet på Facebook og spurgte, hvad de mente om den. Susse Dahl skriver, at hun som cyklist ikke oplever nogen forbedring. Hun skriver: "Mange biler holder helt stille i rundkørslen, sandsynligvis, fordi det er nødvendigt for at se, om der kommer cyklister. Det er ikke særligt betryggende, fordi det tyder på, at de der ikke holder stille er i fare for at overse os cyklister. Jeg føler jeg kommer længere ud mod bilerne i den nye rundkørsel end i den gamle, og så mangler den en del i finish før den bliver rimelig at køre igennem". Birgit Ellehammer skriver, at hun er meget utryg som cyklist. Hun var for et par uger siden centimeter fra at blive påkørt af bil, da hun var på vej i rundkørslen. "Trods den næsten færdige rundkørsel, så drøner biler og motorcyklister ufortrødent igennem som før - bor på Fælledvej i et af de første numre og generes dagligt af den voldsomme trafik", skriver hun. Henrik Mohr mener ikke, at det giver større trafiksikkerhed for cyklisterne at flytte cykelstien ud på vejen.

Sikkerhed

- Rundkørslen er i dag mere sikker end før, siger vejchef Ivan Hyllested og fortsætter: - Den er lavet ud fra den nyeste forskning, der viser, at når folk føler sig mere usikre, er de tvunget til at være mere opmærksomme. På den måde sker der færre uheld. Vejchefen forklarer, at der muligvis bliver plantet træer eller buske i midten af rundkørslen, så bilisterne har mindre overblik. - På den måde sikrer man, at de kører langsommere ud, når de ikke kan se, om andre er på vej. Hen på foråret, når der ikke længere er fare for frost i jorden, kommer der ny belægning på stedet. ag@roskildeavis.dk