Fortsæt til indhold

25 år med jul på Ryegaard

Salget af juletræer, hestevognskørsel og julehygge på Ryegaard Gods begyndte på en havestol. I dag, 25 år senere, er der et stort maskineri i gang bag Jul på Ryegaard, der hele tiden udvikler sig

Arkiv
Arkiv

To mænd, et par stole, en flok fældede juletræer, en flaske Gammel Dansk og et par skilte ved Munkholmvej.
Det var opstillingen, da juletræssalget på Ryegaard Gods begyndte i 1991. På stolene i Ryegaard Park sad godsejer Johan Scheel og hans gode ven, og i dag ydermere overnisse, André Jensen. Disse to yngre mænd på deres stole stod for at drikke Gammel Dansk og betjene – de ret få – kunder, der stoppede og købte et juletræ.
"De, der kom forbi og fik en Gammel Dansk var blandt andet min far og skytten i skoven, og nogle få forbipasserende stoppede og købte et træ," fortæller godsejer Johan Scheel om de første år.
"Der hersker lidt tvivl om, hvem der egentlig kom med ideen, men dengang som nu havde vi brug for nye indtægtskilder på godset til at supplere land- og skovbruget," fortæller Scheel, der siden selv har stået for videreudviklingen af det, der i dag kaldes Jul på Ryegaard.
I dag er der åbent de fire sidste weekender og to fredage op til jul, i alt 10 åbningsdage. Flere hundrede mennesker er inddraget op til og under afviklingen af Jul på Ryegaard, og godset er helt afhængig af det netværk af hjælpere, der er bygget op gennem årene.

Ny generation på banen

Mange kender konceptet på Ryegaard Gods til jul. De fleste gæster kører ud i skoven i hestevogn, vælger og fælder familiens juletræ. Tilbage i Ryegaard Park parkerer de juletræet og går i Brandsprøjtehuset og nyder æbleskiver og gløgg. Her er der også julemarked. De senere år er der også blevet solgt vildtret og tarteletter med fasan.
"Vi oplever, at mange kommer igen og igen. Vi har kunder, der kommer flere gange i løbet af december. Første gang for at hygge og opleve stemningen og anden gang for at hente juletræet. Og de senere år har vi fået en hel ny type kunder, nemlig forældre, der selv er kommet her som børn, som tager deres mindre børn med nu."
"Det første år med hestevogn, var med en lille vogn med plads til to personer, som en lejer i et af godsets huse, havde. Senere kom Arne Jørgensen fra Venslev Maskinstation med en enkelt større vogn. Da Arne en dag pludselig blev forhindret, begyndte samarbejdet med vores nuværende overkusk Kristian Sørensen. Han kom til at begynde med kun med en enkelt vogn. I dag arrangerer han op mod 18 vogne på de store dage med både firma-arrangementer og detailsalg i parken," fortæller Johan Scheel.

Markering af 25 år

Udviklingen af Jul på Ryegaard er sket løbende, blandt andet med istandsættelse af Brandsprøjtehuset i parken og etablering af parkeringspladser og toiletter i takt med, at der er kommet flere og flere gæster.
I anledning af, at det i år er 25. gang der er juletræssalg på Ryegaard bliver der også gjort lidt ekstra ud af det.
Langs Mukholmvej kommer der til at stå 25 juletræer, og to meget store løvtræer vil blive pyntet med flere hundrede meter lyskæder.
Og så præsenteres en række nye tiltag som en del af den løbende udvikling. Det gælder blandt andet, at teltet med pyntegrønt udvides til et arbejdede værksted, hvor børn blandt andet kan lave deres egen juledekoration. Der vil ligeledes være ponytræk alle lørdage og søndage.