Fortsæt til indhold

Bring flygtninge og danskere sammen

Arkiv
Arkiv

KØGE: Dansk Flygtningehjælp i Køge er gået i gang med at gennemføre en langsigtet indsats for at skabe mere vedblivende kontakt mellem flygtninge og danske familier eller individuelle kontaktpersoner.
- Når flygtninge har opnået opholdstilladelse og flytter i permanent bolig i Danmark, opstår der et stort behov for en vedblivende kontakt med danske statsborgere, som kan blive en del af flygtningenes sociale netværk, men måske også hjælpe med praktiske opgaver og med at forstå det danske samfund, forklarer Poul Erik Pedersen, der er Dansk Flygtningehjælps koordinator i Køge.
Derfor har flygtningehjælpen indledt et samarbejde med Køge Kommune om at matche lokale flygtninge – både enkeltpersoner og familier – med lokale borgere, som kan bidrage med at hjælpe flygtningene til rette i det danske samfund.
- Det er en opgave, som kræver kontakt til både danske netværkspersoner og -familier og til flygtningene, og derfor har vi behov for nye frivillige, som har lyst til at være med til at koordinere indsatsen og matche danskere og flygtninge, fortæller Poul Erik Pedersen
- Vi har allerede en frivillig, som har sagt ja til at koordinere og lede indsatsen, men vi mangler 3-4 personer mere, som har lyst til at være med til at løse opgaven. Allerede nu har vi både flygtningefamilier og danske netværkspersoner på listen, så vi er klar til at begynde arbejdet med at matche dem, forhåbentlig i løbet af de næste to-tre uger, fortsætter han.
Hvis man har lyst og noget tid, der kan afsættes til det frivillige arbejde, kan man trygt melde sig. Dansk Flygtningehjælp har nemlig en regionskonsulent, som hjælper den nye lokale arbejdsgruppe i gang, og som ligeledes vil være støtteperson for gruppen efterfølgende.
Som frivillig i Dansk Flygtningehjælp får man desuden tilbud om relevante kurser, som kan hjælpe med at klæde de frivillige på til arbejdet, forklarer Poul Erik Pedersen.
Er du interesseret eller har spørgsmål, kan du kontakte Poul Erik Pedersen på telefon 2233 9551 eller på mail dfhkoege@gmail.com.
Find også Dansk Flygtningehjælp i Køge på: https://www.facebook.com/groups/dfhkoege/.
pm