Fortsæt til indhold

Fuldt hus til kunst

Åbningen af 'Roskilde Åben' i Palæets sidefløj blev et rigtigt tilløbsstykke

Arkiv
Erling Pedersen

Flere hundrede mennesker fyldte de historiske lokaler i sidefløjen til det gule palæ på Stændertorvet, da kunstforeningen lørdag præsenterede sin store årlige udstilling 'Roskilde Åben', som allerede fra starten blev et rigtigt tilløbsstykke. Tre censorer havde udvalgt 78 værker fra 46 kunstnere, så nogle af dem ar altså repræsenteret med flere værker, forklarede formand, Jes Nysten, der tidligere har været præst i Vindinge og Vor Frue. Kunstforeningen uddelte selv tre priser, og Nysten læste censorernes begrundelse op i hvert tilfælde. Det gjaldt også for prisen fra Roskilde Avis, der gik til kunstneren Michael Greve for et billede, som viser en lysende gade i en stor by, som Roskilde jo også er ved at udvikle sig til. Netop byens udvikling var begrundelsen for, at en lokal avis støtter kunst og kultur, forklarede redaktør Torben Kristensen: - Andre byer satser på store lastbiler, giftige godstog eller overlæger på besøg fra Hellerup. Derfor er det rigtigt af Roskilde at satse på oplevelses-økonomi med kunst, kultur og uddannelse. Vi har så mange aktive og dygtige borgere, der kan bære byens udvikling fremad, og et arrangement som 'Roskilde Åben' bidrager også til det.

Folk skal udfordres

I sin velkomsttale brugte borgmester Joy Mogensen et citat af multi-kunstneren Poul Henningsen: 'Folk skal ikke bare have, hvad de kan lide'. - Vi trænger til at blive udfordret, hvis vi skal møde de store udfordringer, som Roskilde og resten af Europa står foran lige nu med millioner på flugt mod os og terror i vore byer. Det kræver både fantasi og en forståelse af, at mennesker har lov til at være forskellige, som kunsten også kan sætte gang i, - Tidligere var 'god kunst' bestemt af få magthavere, men så kom den udfordring, som PH taler om. - Nu er der igen en tendens til, at hver enkelt sidder for sig selv og kun ser på det, man nu godt kan lide. Derfor har vi mere end nogensinde brug for at blive udfordret af kunsten og se på noget andet. tk

Borgmester Joy Mogensen talte om, hvordan kunsten kan udfordre og give nye ideer.
Arne og Halfdan modtog en særlig frivillig-pris fra Danske Bank, fordi de er skrappe til at hænge billeder op.