Tæt samarbejde om kulturelle aktiviteter
KULTUR: Skoler og foreninger under Kulturelt Samråd Køge samarbejder om kulturelle aktiviteter. Forleden havde Kulturforeningen i Skovbo (KIS) en dejlig oplevelse sammen med nogle af Hastrupskolens elever og lærere. Rytmiksalen var rammen og ”Sandberg Explorer” var indholdet.
- En veloplagt slagtøjssolist, Thomas Sandberg havde ca. 120 elevers fulde opmærksomhed. Lige fra start tændte han elevernes nysgerrighed, da han med et par trommestikker gjorde hele rummet til sit tromme-instrument. Op og ned ad stolper, ribber, radiatorer, gulv og selv loftet fik en omgang, fortæller Mogens Gammel Pedersen der er formand for Kulturelt Samråd Køge.
Thomas Sandberg havde opfordret klasserne til at komme med en udfordring – at finde et eller andet skørt, han skulle tromme på i sin experimentel-koncert. Det blev bl.a. til en trækassebil og - nej, heller ikke en tavlesvamp var umulig at bruge som instrument!
At han så oven i købet er en fantastisk entertainer og klovn gjorde oplevelsen ekstra god. De nervøse lærere, som evt. kunne være bange for, om han nu kunne styre elevernes begejstring, havde ingen grund til at tysse. Med en dejlig ro styrede han, at en del elever også kunne yde deres bidrag til koncerten, enten med RAP-lyde eller slag på dåser m.m. Ja, oven i købet turde en mindre dreng lave RAP-battle med Thomas Sandberg.
Koncerten var et af de tilbud Kulturelt Samråds medlemsforeninger tilbyder Køges folkeskoler under Kulturpas-ordningen. Tilbuddene kan bl.a. findes på Køge Kommunes hjemmeside: Kulturtjeneste Køge.
Kulturpas-ordningens idé er at give børn, der normalt ikke er brugere af det kulturelle foreningsliv såvel som alle børn i øvrigt, bedre adgang til kultur og kunst med henblik på at skabe det gode liv og kulturel bæredygtighed. Kulturpas-ordningen var sidste år en del af et EU-projekt og Kulturelt Samråd Køge har fået kontakter til andre kulturguider i flere EU-lande.
pm