Leder af Geografisk Have stopper
Der skal findes ny leder til Geografisk Have. Den nuværende leder Tine Meide Kierkegaard og Geografisk Have har efter gensidig aftale besluttet at ophæve samarbejdet ved årets udgang. Der vil derfor hurtigst muligt blive søgt efter en ny leder af Geografisk Have. Det skriver Geografisk Have i en pressemeddelelse.
”Med sæsonen godt overstået er bestyrelsen og jeg blevet enige om at stoppe samarbejdet. Arbejdet om i fællesskab at få gjort Geografisk Have til en selvejende institution har været en spændende proces, som har været lærerig”, siger Tine Meide Kierkegaard i pressemeddelelsen.
For bestyrelsen venter en udfordring med at få udarbejdet en helt ny strategi- og udviklingsplan for Geografisk Have.
”Det har været godt at have Tine med i det enorme arbejde, det har været at få haven vellykket gennem sommersæsonen og det første leveår som selvejende institution. Bestyrelsen vil gerne takke Tine for den store arbejdsindsats, hun har lagt for dagen som leder af Geografisk Have. Tine har haft et stort kendskab til haven og gæsterne, som vi har kunnet trække på,” siger Ove Lauridsen, formand for selvejende institution Geografisk Have, i pressemeddelelsen.