Fortsæt til indhold

Med klappen for det rette øje

Arkiv
Arkiv

Jesper Elkjær(RV)
Byrådsmedlem


Vi har i de forskellige politiske partier i byrådet helt åbenlyst forskellige indstillinger til konkurrenceudsættelse. Det er, som det skal være. Det er ud fra forskellighederne, vælgerne skal træffe deres valg, når krydset skal sættes.


I Vej og park har man effektiviseret for mere end 90 millioner. Belønningen er, at de medarbejdere, der har knoklet for at gør afdelingen mere effektiv, nu skal konkurrenceudsættes. De skal sætte deres job og ansættelse i spil, så vi kan få undersøgt, om vi kan presse de sidste dråber ud af citronen.
Men konkurrenceudsættelse har også sin pris. Knud Erik Langhof (K) fremfører, at konkurrenceudsættelse er at vise medarbejderne tillid, og at de skal se det som et skulderklap, men her knækker filmen.


Hvis man er blind for skyggesiderne, fordi man i sit ideologiske korstog vil konkurrenceudsætte for princippets egen skyld, så sætter man klappen for det raske øje. Det er ikke at vise tillid og tyder på, at man er på lang afstand fra de medarbejdere, der faktisk er i spil.


Fair nok at en del partier synes, at konkurrenceudsættelse er et redskab til at undersøge kvaliteten af det arbejde, de kommunale medarbejdere laver.
Ole Alsted (V) har fremført et sobert og fornuftigt synspunkt. Vi skal konstant spørge os selv, om vi kan blive bedre til det arbejde, vi gør også i det offentlige. Helt enig i det, Ole.
Der er dog andre bundlinjer end den økonomiske – især den menneskelige. Det skal vi turde forholde os til.