Så er det op, julemand!
Børnene i Haderslev har en lumsk plan. Der er en tyk gammel mand, som skal vækkes på lørdag
Børnene i Haderslev har en plan. Og det er en vigtig plan. De vil nemlig vække julemanden så det kan blive rigtig jul.
Og børnene får god hjælp. Haderslev Butikker har strikket et massivt program sammen, som begynder allerede klokken 9.00. Her er der gratis kaffe og boller ved Ansgar på Torvet. Fra klokken 10.00 er der udendørsservering af b.la gløgg ved Ras2ranten og juleboderne rundt om i byen åbner. Og når klokken nærmer sig 11.00 vil Haderslev Garden spille på Torvet, og børnenes partner in crime, borgmester H.P. Geil, vil bistå når den gamle julemand skal vækkes.
Hvis det ellers lykkes at få liv i den gamle, vil han føre an ned imod Gravene, hvor der danses om træet og deles godteposer ud.
Løjerne fortsætter i byen frem til klokken 14.00. Man kan blandt andet møde de glade og syngende nissepiger i gaderne.