Fortsæt til indhold

Parkeringshus op i fart

Byrådets flertal sender plan for Sortebrødre Plads til offentlig debat

Arkiv
Arkiv

Forslaget om et stort parkeringshus med plads til 500 biler på Sortebrødre Plads bag ved Kvickly er nu kommet op i fart, efter at det blev vedtaget af byrådets flertal onsdag og sendt til offentlig høring. Projektet til over 80 millioner kroner er med i kommunens budget for 2015, som er vedtaget af S-SF-R-El og Konservative. Derimod var både V og DF imod. Bygningen tænkes udformet, så to etager bliver under jorden, mens de tre kommer over, og taget skal kunne bruges til sport, udstillinger eller andre kulturelle aktiviteter. Det skal blandt andet finansieres ved, at kommunen sælger grunde ved siden af ved Dr. Margrethesvej, hvor der i dag er p-pladser, så nettoforøgelsen giver plads til op mod 300 biler. Jonas Paludan (El.) indrømmede, at det ikke var partiets kop the at få flere biler ind til centrum: - Men det var betalingen for, at vi i årets budget undgik nedskæringer på skoler og børneinstitutioner, så derfor stemmer vi selvfølgelig også for nu. Når de ekstre p-pladser i Bymidten så står klar, bør man nedlægge dem på det nye Stændertorv, mente han.

Meget dyre pladser

Bent Jørgensen (V) argumenterede imod det nye p-hus, fordi pladserne blev for dyre. - Nettoforøgelsen med plads til flere biler er meget lille, og det er alt for farligt at indregne salg af grunde ved siden af til at betale for byggeriet. Karsten Lorentzen (DF) var enig med Bent Jørgensen og forstod ikke rigtig, hvordan det nye p-hus samtidig skal bruges til kultur-arrangementer: - Hvis de planer skal gennemføres, tager man jo p-pladserne fra tilskuerne, der skal komme og se på det. Jeppe Trolle (R) mente, det var spændende at få noget ud af den kedelige parkerings-plads bag Kvickly: - Nu ligner det jo en ørken, så hvis vi kan skabe mere liv her, vil det være godt for byen. Karim Arfaoui (S): - Vi har jo flere gange diskuteret denne sag, og jeg forstår ikke modstanderne: - Handelslivet efterspørger flere p-pladser, så der kan komme flere kunder ind og skabe liv i byen.

Biler er kultur

Den konservative Lars Lindskov glædede sig over, at det igen går bedre for detailhandelen i Roskilde: - Men et nyt p-hus kan sætte endnu mere gang i omsætningen. Specielt henvendt til Dansk Folkeparti, der i den nye finanslov har måttet acceptere afgiftslettelser på dyre biler men ikke på de små, sagde han: - Biler er skam også kultur. Nu skal vi snart have endnu større og dyrere biler. Torben Jørgensen (S) tog også sin kasket som LO-formand på: - Et p-hus hjælper handelen, så vi får bedre økonomi, flere i arbejde og et større skattegrundlag i byen. Det giver da en levende by i udvikling. - Fremfor dette dyre og usikre projekt, burde vi i stede have valgt en model, hvor vi fik flere p-pladser for pengene, fastholdt Bent Jørgensen (V) tk