Stalden åbnet igen efter hygiejnefadæse
Cafeen er blevet grundigt rengjort, og ansatte har fået hygiejnekursus
Der er blevet skuret og skrubbet, renset og spulet. Søndag den 15. og mandag den 16. november har Stalden Cafe & Bar holdt lukket for at gøre cafeen helt ren, efter at Fødevarestyrelsen i oktober kvitterede med en bøde på 20.000 kroner og en sur smiley. Et kontrolbesøg viste nemlig, at cafeen ikke havde styr på hygiejnen. Det har man dog fået nu, og cafeen har valgt at inddrage kunderne i processen. Caféejer Mike Ebsen fortæller, at man har oprettet en profil på det sociale medie Snapchat, ligesom man også beretter åbent på Facebook om cafeens arbejde med at komme tilbage på ret hygiejnekurs.
“Vi har valgt at lægge os fladt ned. Når ting ikke er i orden, er det vigtigt at erkende, at vi har jokket i spinaten. Vi vil vise vores kunder, at vi tager det alvorligt, og ved at de på Snapchat kan se forskellige videoer og billeder, hvor vi er i gang med at gøre rent, kan de også se, at vi gør noget ved det. Vi lukkede ikke bare cafeen for at sidde og spille Ludo,” siger Mike Ebsen og fortsætter:
“Vi håber, at vi med åbenhed kan genvinde vores kunders tillid”.
Et kig i køkkenet
Mike Ebsen fortæller også, at man har tilbudt kunderne og cafeens følgere på Facebook at komme forbi køkkenet, så de ved selvsyn kan konstatere, at alt er blevet pillet ned og gjort grundigt rent, ligesom der er blandt andet også er blevet skiftet gulvbelægning i opvaskerummet.
“Det skal være slut med fuger til fedtkanter,” lyder det.
Ingen kunder benyttede sig af tilbuddet om at komme forbi cafeen under rengøringen, men Mike har modtaget masser af positive reaktioner på cafeens åbenhed.
“Selvfølgelig har vi også fået nogle kommentarer om, at hygiejnen bare bør være i orden, og selvfølgelig skal den det. Men der er også mange, der skriver, at de har respekt for, at vi melder så åbent ud og som gerne giver os en chance mere, og det er vi rigtig glade for”.
Efter cafeens sure smiley og bøden er der sket ændringer i ejerstrukturen, så den tidligere daglige leder ikke længere er tilknyttet cafeen. Mike Ebsen, der også ejer Stalden Pool & Sportsbar i Esbjerg, vil nu også være dagligt til stede i cafeen i Kolding.
Cafeen går nu efter at få den glade smiley tilbage igen. De vil fortsætte med at inddrage deres kunder på de sociale medier.
“Så lidt godt er der trods alt kommet ud af sagen. Fremadrettet er det bare meningen, at kunderne skal kunne følge den hyggelige hverdag i cafeen,” slutter Mike Ebsen.