Fortsæt til indhold

Ny bog om Børge Mogensens møbler

Den nye bog handler blandt andet om Børge Mogensens unikke samarbejde med Fredericia Stolefabrik

Arkiv
Lars Saugbjerg

Kulturjournalisten og forfatteren Michael Müller står bag en ny bog om den kendte møbelarkitekt Børge Mogensen.
'Børge Mogensen. Møbler med holdning', hedder værket.
I mange år tegnede Børge Mogensen (1914-1972) møbler for Fredericia Stolefabrik, og fabrikken bliver omtalt adskillige gange i bogen, der udkom den 12. november.
Det tætte samarbejde mellem Børge Mogensen og Andreas Graversen begyndte i 1955, da Graversen købte Fredericia Stolefabrik og fik Mogensen overtalt til et samarbejde. De arbejdede sammen indtil Mogensens død. Fredericia Stolefabrik kom siden til at hedde Fredericia Furniture, og i dag producerer de forsat en stor del af Mogensens mest kendte møbler.
“I 1955 modtog Børge Mogensen en henvendelse, der fik afgørende betydning for resten af hans arbejdsliv,” skriver forfatteren i den nye bog.
Henvendelsen kom fra Andreas Graversen, der tilbød Mogensen at tegne møbler til hans møbelfabrik. Graversen havde købt sig ind i den lille snedker- og polsterfabrik Tage Kristensen og Co. ved Fredericia. Den lille fabrik var endt i økonomiske vanskeligheder. Tage Kristensen emigrerede til Amerika, og tilbage stod Andreas Graversen. Han ville købe hele fabrikken, men kun hvis han kunne få Børge Mogensen med om bord. Historien lyder, at Graversen trak Mogensens hustru Alice ud i køkkenet og sagde:
“Du må få ham til at sige ja, ellers tør jeg ikke købe fabrikken.”
Om det var Alices fortjeneste vides ikke, men Børge Mogensen endte med at sige ja.

Ophidsede diskussioner

Et af Mogensens første møbler til fabrikken i Fredericia var en trepersoners sofa, der blev vist frem på den årlige møbelmesse i Fredericia i 1955. Sofaen fik titlen No. 1, da Fredericia Furniture relancerede den i 2014 i forbindelse med 100-året for Børge Mogensens fødsel.
Fra bogen: Graversen og Mogensen blev nære venner, og arbejde og venskab smeltede sammen. Sammen kunne de sidde til ud på de sene nattetimer og diskutere, hvordan det næste møbel skulle udformes. Indimellem gik bølgerne højt, og fra det ene øjeblik til det andet truede en af dem med at opsige samarbejdet. Det skete aldrig. Mogensen havde lagt størstedelen af sin produktion hos Graversen, der omvendt var afhængig af de tegninger, Mogensen sendte til fabrikken. Men måske var dísse ophidsede diskussioner en del af hemmeligheden bag deres store, fælles succes. De krævede altid det bedste af hinanden.
Børge Mogensen skabte møbler, der i dag går under betegnelsen klassikere. Hans møbler anses for nogle af hovedværkerne i moderne dansk møbelproduktion.
Børge Mogensen fik noget fra hånden. Han fik flere hundrede møbler i produktion, og da han døde efterlod han sig mere end 4.000 møbeltegninger og skitser. Han døde som 58-årige Mange af de originale skitser er blevet bevaret, men ikke alle. Kort før sin død brændte han flere af dem. Han ønskede kun at efterlade sig de bedste.