Fortsæt til indhold

Meget mere jul med hjertet

Arkiv
Af Sara Jacqueline Refstrup

Julen er hjerternes tid, og det viste de handlende i Sønderborg med al tydelighed sidste år, da Føtex i samarbejde med frivillige fra foreningen Blæksprutterne stod klar til at tage imod donationer fra de handlende i Føtex til de trængende i Sønderborg kommune.
Indsamlingen har været så stor en succes de forgangne to år, at man i år udvider projektet 'Jul med hjertet' til at omfatte flere butikker på den øvre del af Perlegade lige fra tøjforretningen Hans Hansen og hele vejen op til Jyske Bank.
Butikschef Lars Eskildsen fra Jutta Sko fortæller om projektet: ”Føtex udlåner kurve, som vi opfordrer alle butikkerne i øvre Perlegade til at have stående, og Blæksprutterne leverer skilte til butikkerne, der oplyser de handlende om projektet. Vores håb er, at så mange butikker som muligt vil være med, og at det bliver en succes, som vi kan gentage i de kommende år.”
Kurvene vil stå klar i butikkerne fra mandag den 30. november til og med søndag den 6. december. Der vil også være mulighed for at møde både nuværende borgmester Erik Lauritzen og tidligere borgmestre Aase Nyegaard og Jan Prokopek Jensen til en snak nogle af dagene, når de sammen med frivillige fra Blæksprutterne står klar i Føtex til at modtage folks donationer.