En ny festuge-tradition er skabt
Skuespilleren Lars Bom sender løbere afsted til fordel for et skolebyggeri i Filippinerne
NYHED: Køge Festugeløbet afholdes for første gang i festugens 11-årige historie og der er ingen tvivl om at løbet er kommet for at blive, da der fra start allerede har været stor opbakning til begivenheden.
Løbet afvikles til fordel for velgørenhedsprojektet HOPE Project. Projektet er stiftet af folk fra Køge-området, som alle brænder for at hjælpe børn ud af fattigdom i Santa Fe i Filippinerne. Det vil de gøre ved at bygge en skole og give børnene en god grunduddannelse. HOPE Project hjælper derfor med at starte traditionen op med Køge Festugeløbet, der fremover kan udvikle sig til color run eller andre spændende motionsløb.
Det betyder noget for folkene bag Køge festuge, at de via festugens platform kan være med til at få samlet penge ind til HOPE Projects skolebyggeri i Filippinerne. Samtidig får festugen også et nyt koncept i form af "Køge Festugeløbet", hvilket er en win-win situation for begge parter.
God lokal opbakning
Køge Festugeløbet har fået en flot opbakning fra start, da Pedan A/S har valgt at sponsorere et løbebånd fra Technogym til en værdi af 23.000 kr. Ifølge Jørgen Schönherr, ejeren af Pedan A/S, har han først og fremmest valgt at støtte op om Køge Festugeløbet, fordi det er til fordel for HOPE Project og deres skolebyggeri i Filippinerne.
Udover det synes han, at det giver god mening at støtte med et af firmaets nye produkter, da løbebåndet rammer godt ind i Køge Festugeløbets målgruppe. Pedan A/S har tidligere støttet HOPE Project og er nu igen med til at støtte op om det lokale projekt, der i år samler penge ind til deres skolebyggeri i Filippinerne og hjælper samtidig Køge Festuge i gang med en ny og, fra start, succesfuld tradition.
Maxim Sports Nutrition er også en virksomhed fra lokalområdet, der med et stort rungende ja har valgt at støtte op om Køge Festugeløbet.
Det betyder for eksempel, at der på væskedepoterne er sportsdrik fra Maxim Sports Nutrition at finde. Specialbutikken RUN4ALL i Køge bakker også op om Køge Festugeløbet.
Dette gør de med et flot sponsorat af 1 par Brooks løbesko, samt forskellige produkter fra X-Bionic, Buff og CEP Sport. Derudover giver RUN4ALL også et gavekort på hele 250,- til et par nye løbesko, til alle der fremviser deres startnummer i butikken i Kirkestræde i Køge.
Firmaet Garmin Nordic Denmark A/S har også meldt sig på banen og lægger et enkelt løbeur i præmiekurven, samt 2 ure til vinderne af halvmaraton dame og herre. Det betyder, at der nu er nogle ret flotte præmier at hente i Køge Festugeløbet 2015.
Det lokale firma Køhler Emblemer i Strøby Egede står for at hænge medaljer om halsen på alle dem der gennemfører løbet. Denne flotte donation kan give deltagerne et lille minde med hjem fra en måske stor præstation.
Hvordan man vinder de flotte præmier
Køge Festugeløbet afholdes til fordel for HOPE Project, hvilket betyder at der skal forsøges at samles så mange penge ind som muligt til skolebyggeriet i Filippinerne. Præmierne vindes derfor ved lodtrækning.
Alle deltagere får et lod fra start og vinderne af de forskellige distancer vinder også lodder som præmier. Derudover kan der købes lodder i start/mål-området, hvilket gerne skulle bringe lidt penge ind til HOPE Project.
Et lod koster 30 kr. stykket, 2 lodder for 50 kr. og 5 lodder for 100 kr. Alt sammen penge der går til HOPE Projects skolebyggeri i Filippinerne.
Efter løbet trækkes vinderne af de flotte præmier fra scenen på Køge Torv. Ejerne af de trukne numre skal være tilstede for at vinde gevinsten. Hvis ikke, findes der en ny vinder.
Det er HOPE Project og Fonden Ordo Templi Dania, der står for salg af lodderne, samt lodtrækningen af de heldige vindere.
5 km, 10 km og en halv-maraton
Det har ikke været nemt for folkene bag Køge Festugeløbet at få de ønskede ruter godkendt.
En bro er blevet fjernet ved Ravnsborghallen i Køge og et stisystem bliver lukket af på grund af Banedanmarks sporarbejde i samme periode. Andre forhindringer har også bidraget til det store arbejde med at finde de rette ruter.
Men nu har løbslederen taget en beslutning og fastlagt de ruter der skal løbes i år. Alle ruter starter fra Køge Havn, hvor 5 km distancen holder sig lige i området. 10 km distancen bevæger sig ud igennem Strandskoven og ud til Strøby Egede. Her skal der løbes på "Odden" i Strøby Egede, inden turen går mod Køge igen.
Der skal dog ikke løbes igennem Strandskoven igen, da ruten på tilbagevejen går via stisystemet langs stranden. Folkene bag Køge Festugeløbet havde først planlagt en lang halv-maraton distance, hvilket ikke bliver muligt for arrangørene at gennemføre. Derfor skal 10 km ruten løbes 2 gange, dog med forskellige variationer af hensyn til løberne.
Målområdet
Køge Havn danner ramme om start- og målområdet for Køge Festugeløbet 2015. Det er her man modtager sin startnummer og sit lod, inden man bliver sendt afsted.
På havnen vil det være muligt at se det unikke løbebånd fra Technogym, der er venligst sponsoreret af Pedan A/S. De øvrige sponsorer vil også være til stede og dagens program vil blive ledet af skuespilleren og løberen Lars Bom, der har sagt ja til at støtte op om Køge Festugeløbet i år, fordi Lars Bom er bidt af en gal løber, men også fordi han er ambassadør for HOPE Project.
Der vil blive uddelt medaljer til alle der gennemfører Køge Festugeløbet. Køhler Emblemer, som sponsorerer medaljerne, står efter løbet til rådighed for de mange medaljeejere, der gerne vil have graveret deres navn og tid i medaljen for 50 kr.
Dette foregår på havnen så løberne kan få den med det samme. Køge Festugeløbet forventes at blive en herlig dag i Køge Festuge, hvor en masse løbere vil få en på opleveren til fordel for børns fremtid i det tyfonramte Filippinerne.
-Vi håber, at der bliver samlet godt ind til HOPE Project, der også sidder med til sponsorcyklingen dagen efter, hvor Køge Festuge afholder sponsorcykling for de foreninger der ønsker at samle lidt ekstra ind, ved at give den fuld skrue på en sponsorcykel i 30 minutter, oplyser Nils Gisli fra Køge Festugeløbet.
pm