Køge Festugeløb hjælper skolebyggeri i Filippinerne
STØTTE: Lørdag den 28. august stod i alt 227 løbere klar til start i Køge Festugeløbet 2015, der trods regn blev afviklet med stor succes.
De 227 løbere, de 32 frivillige hjælpere og de 9 samarbejdspartnere lavede et samlet overskud på hele 15.775 kr. der gik ubeskåret til HOPE Projects skolebyggeri i Filippinerne.
Pengene blev sendt afsted til Santa Fe i Filippinerne, hvor lokale håndværkere straks gik i gang med at bygge videre på HOPE Projects skolebyggeri i den fattige by Santa Fe, der ligger i udkanten af Tacloban.
Det er 5 venner fra Køge-området der har startet HOPE Project, efter 3 af dem besøgte Tacloban kun 100 dage efter supertyfonen Haiyan. Tyfonen var den værste tyfon nogensinde og den havde enorme konsekvenser i Tacloban-området i Filippinerne, hvor tyfonen ramte med op til 315 km/t.
De 3 Køgegensere fra HOPE Project, var i Santa Fe i marts 2014, for at give en donation til 30 familier, så de igen kunne få et tag over hovedet. Pengene var indsamlet blandt private personer, samt virksomheder i Køge-området. Der blev købt byggematerialer og holdt møde med de 30 familier, der lovede at hjælpe hinanden med at få genopbygget deres huse, som tak for donationen fra HOPE Project.
Under besøget i Santa Fe i Filippinerne, spurgte HOPE Project de lokale om deres største ønske for dem og folk i området.
Det viste sig at uddannelse var deres største ønske, samt drømmen om at få bygget en skole i Santa Fe. Den lokale menighed havde kontakt til frivillige undervisere der gerne ville undervise byens børn, men da Santa Fe ikke havde faciliteter til disse frivillige undervisere, var det ikke rigtigt blevet til mere.
Hver søndag gav menigheden dog gratis undervisning og et måltid mad til byens fattige børn, men der var behov for en rigtig grunduddannelse, hvis byens børn skulle have en bedre fremtid og en bedre mulighed for at få et job.
Kort tid efter HOPE Projects besøg i Santa Fe, besluttede de tre Køgegensere at opfylde deres ønske og bygge dem en skole.
Planerne blev lagt, HOPE Project blev udvidet fra 3 til 5 personer og grundlaget for et større projekt blev skabt.
Godt 350.000 danske kroner skal indsamles, for at bygge en solid skole, der gerne skulle stå der efter mange års vind, vejr og kommende tyfoner. En skole der skal rumme undervisning for mere end 100 lokale børn i området, og om aftenen skal den bruges til at undervise de voksne i hvordan man dyrker sine afgrøder, hold af høns og svin, samt hvordan man opfanger og bruger regnvand korrekt.
Skolebyggeriet er gået i gang, hvilket man blandt andet kan takke Køge Festugeløbet for, der har bidraget med de 15.775 kroner, ud af de fremsendte 50.000 kroner. Resten af donationerne kommer fra private bidragsydere, virksomheder, private initiativer og HOPE projects andre små projekter.
Som det ser ud nu, er fundamentet til stueetagen og første sal lavet, og der er bygget vægge op i stueetagen. Der er gjort klar til at trække strøm og vand ind i bygningen og der er købt maling til at male stueetagen første gang.
Det er hvad de 50.000 kr. rækker til, hvilket er ret så imponerende. Skolen tager form og byens børn og voksne er så glade for at se, at der sker noget med deres drøm.
HOPE Project vil meget gerne sende endnu flere penge afsted til jul, så de igen kan genoptage byggeriet for at gøre stueetagen færdig.
Til marts håber man på igen at sende penge afsted, samtidig med at vi selv besøger dem. HOPE Project og alle bidragsydere der har lyst til at rejse med på egen regning, tager nemlig til Santa Fe for at besøge byggeriet og give en hånd med. I den forbindelse håber HOPE Project på, at man kan medbringe endnu en donation til at fortsætte arbejdet på første sal, hvor der skal ligge to store klasselokaler.
- HOPE Project vil gerne takke alle private bidragsydere, virksomheder og organisationer for den flotte opbakning. Uden alles opbakning og støtte, var vi aldrig nået så langt med at give de fattige familier i Santa Fe et håb om en bedre fremtid, siger Nils Gisli fra HOPE Styregruppen.
Donationer til HOPE Project kan gives via MobilePay til: 26 61 63 56 - og/eller via konto-nummer Reg. nr. 3946 – Konto: 3946 367451
Læs mere på www.hopeproject.dk.
pm