Sønderborg bliver vært for volley-DM
U18-mesterskaberne i volleyball skal afvikles i Sønderborg til foråret
Danmarks Volleyball Forbund har udpeget Sønderborg Volleyball Klub som arrangør af Danmarksmesterskabet for U18-hold.
Mesterskabet skal holdes i Humlehøj-Hallerne 7-8. maj 2016.
"Som arrangør af DM for U18 får vi både en unik mulighed for at vise borgerne i Sønderborg Kommune volleyball på topplan og samtidig vise resten af Danmark, hvad Sønderborg er, og hvad vi kan hernede," siger Cristi Dorofte, formand Sønderborg Volleyball Klub.
Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen glæder sig også:
"DM for U18-hold er endnu en fjer i hatten for Sønderborg Kommune, og det viser endnu engang, at vi er en kommune med et rigt kultur- og idrætsliv. Jeg vil gerne ønske Sønderborg VK tillykke med at være blevet arrangør af DM, og jeg kan love, at vi i kommunen står klar til at hjælpe til, så alle deltagerne vil huske Sønderborg som et sted, de gerne vil komme tilbage til," udtaler Erik Lauritzen.
Værtskabet for U18 DM giver samtidig Sønderborg mulighed for at komme i betragtning til store volleyball-arrangementer i fremtiden.
Iværksætter og Managing Director i FBL Management Thomas Bjørn-Lüthi samarbejder i dag med Dansk Volleyball Forbund og har fra sin base i Sønderborg lagt meget arbejde i, at få DM til kommunen.
"Det her bliver enormt spændende, og jeg håber virkelig, at byens borgere vil møde talstærkt op i Humlehøj-Hallerne og bidrage til at skabe en festlig ramme for deltagerne. For gør vi det, så har vi rigtig gode muligheder for at få lignende – eller større – volleyball-stævner til Sønderborg en anden gang," fortæller Thomas Bjørn-Lüthi.
Mesterskabet får deltagelse af 20 hold.