Fortsæt til indhold

Hospice fik flot donation af Rotary Esbjerg Fanø

Arkiv
Rune Weitling

Esbjerg Fanø Rotary Klub var fredag i gavehumør, og det kom i den grad Hospice Sydvestjylland til gode.

Helt tilbage i april i år havde Esbjerg Fanø Rotary Klub arrangeret en velgørenhedskoncert til fordel for Hospice Sydvestjylland, og det var overskuddet herfra samt bidrag fra klubkassen, donationer og bidrag fra Rotary Danmarks Hjælpefond, der betød, at foreningen fredag eftermiddag kunne overrække intet mindre end 54.000 kroner til Hospice Sydvestjylland.

Her var man naturligvis meget taknemmelig for donationen og kunne fortælle, at pengene skulle bruges til indretning af et børne- og ungerum, indkøb af møbler, spil samt underholdning for både børn indlagt på Hospice og børn til pårørende på besøg.

Endvidere skal donationen finansiere en malebog og udsmykning til rummet, der sammen med Hospice bliver lavet af den kendte lokale kunstner Lotte Lambæk, hvis farverige pen ofte har glædet børn og voksne.

Under overrækkelsen fredag spillede musikere fra Esbjerg Postorkester og Esbjerg Brass Band desuden, og endeligt var der rundvisning i huset.