Fortsæt til indhold

Farlig sport i Jyllinge

Mørklagt vej skal krydses af 500 børn hver dag

Arkiv
Arkiv

Baunegårdsvej ligger i mørke, når de mange små fodboldspillere skal krydse vejen, for at komme fra skole til fodboldbanerne på Spraglehøj Stadion. Der er ikke et oplyst fodgængerfelt, hvor vejen op til stadion ligger.
- Det er farligt at krydse vejen, man skal se sig rigtig godt for, siger nogle af foldbolddrengene, som selv skal over vejen.
- Der er lige blevet kørt en ned, da han skulle over.
Drengen, der blev ramt af en bil, slap dog heldigt fra mødet. Der skete ikke noget alvorlig med ham.
- Denne gang gik det godt, siger Tommy Faurskov, der er træner for drengene i Jyllinge FC.
- Men her er meget mørkt, og bilerne kører ofte alt for stærkt.
- Jeg ved ikke, om der er en plan for sikkerheden for børnene. Her er ikke noget fodgængerfelt og det, der lå længere nede mod Jyllinge Parkvej er nedlagt. Det førte også bare over i rabatten, hvor ingen alligevel ville gå.
Drengene er lige begyndt at bruge kunststofbanen, da det er den eneste bane i området, der kan bruges i vinterhalvåret. Jyllinge FC har mange medlemmer, der bruger banen.
- I løbet af en hverdag kommer der 100 børn mellem klokken 17 og 18 og i løbet af hele dagen er der nok mellem 400 og 500, der kommer her, siger Tommy Faurskov.
- Vi er ikke de eneste brugere, for Jyllinge Løbeklub bruger også stedet, og de har også rigtig mange brugere hver dag.
Formanden for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen har ikke hørt om problemet før Roskilde Avis henvender sig.
- Nu vil jeg høre i forvaltningen om, der er nogle planer omkring trafiksikkerheden ved adgangsvejen til station, siger han.
- Så vil vi se på, hvilke muligheder der er.
ja-

Træner Tommy Faurskov er bekymret for de små spilleres sikkerhed, når de skal krydse Baunegårdsvej for at komme til fodbold.