Stier er klar til små og store ture i Tinglev
Fem stier er nu klar til, at man kan opleve Tinglev på cykel og gåben
Snart kan borgere og gæster Tinglev benytte de stier, som en stigruppe under Tinglev Forum har arbejdet med i et par år. Stierne åbnes på fredag, den 4. december kl. 15, af Tinglev Forums formand, Poul Erik Thomsen. Det sker på Tinglev Midt, hvor der er start og mål for stierne. De fem stier, der er klar, er Byskoven på 800 meter, Kælkebakke-ruten på 2,6 km., Tinglev vest-ruten på 4,3 km., Mosevang-ruten på 4,5 km. og Olger-ruten på 7,3 km. Desuden er gruppen langt med en Amalienborg-rute på 7,3 km., men der er flere steder på ruten, hvor der skal foretages terrænforbedringer. Sti-gruppens formand, Poul Alexandersen. oplyser, at gruppen udover sti-interesser har arbejdet med øvrige tiltag. Gruppen ville således gerne have benyttet Tinglev-Tønderbanen som en af del-etaperne, men det kunne Banestyrelsen ikke godkende. Gruppen har også haft forhandlinger med Museum Sønderjylland om markering af det fredede fortidsminde Olger-diget Hverken kommunen eller museet har midler til markeringen. Sidst, men ikke mindst, har gruppen besluttet at indarbejde et fugleudkigstårn, hvor Olger-ruten svinger ind på Savværksvej. “Tårnet bygges nu og opstilles så snart zone-, miljø- og byggetilladelser foreligger, men den slags tager lang tid,” slutter Poul Alexandersen.