Fortsæt til indhold

Fredericia skal være det nye Dybbøl

Om to-fem år vil Fredericia have et historie-center, der siger spar to til alle nuværende formidlings-centre

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Nøglen til Danmark og Danmarks DNA ligger i Fredericia. Ikke i København,” siger Ib Bager.
Generalmajoren er formand for Landskomiteen til renovering af Fredericia vold. Og han er klar med en plan. Den skal bane vejen for et kommende fæstningscenter, som vil lokke forskere, skoleklasser, turister og andre til Fredericia for at studere både byens historie og landets historie.
“Forskerne vil komme til at tale om Fredericia på samme måde, som de i dag taler om Dybbøl. Det vil Hr. og Fru Danmark også,” siger komitéformanden og understreger dermed, at planerne er ambitiøs.

Ikke mere snak

Ønsket om et fæstningscenter eller formidlingscenter har været på dagsordenen i Landskomitéen siden 1994.
“Gennem årene er alle punkter i vores helhedsplan fra dengang ført ud i livet. På nær det allerstørste projekt: Et fæstningscenter. Så nu skal det være. Nu er det slut med snak,” siger Ib Bager.
For at skabe et fæstningscenter, skal både kommunen og nogle af landets pengestærke fonde lokkes med om bord. Det kræver en ret detaljeret plan, som faktisk kun må mange én ting: Centrets placering.
“Vi skal være klar med arkitektegninger, en detaljeret plan for indholdet, målgrupper, perspektiver og driftbudgetter,” siger Ib Bager.
Hvis alt går vel, kan komitéen til sommer fremlægge en plan, som byrådet kan sige god for. I samme omgang skal byrådet forpligte kommunen til at finansiere centrets drift.
Først derefter starter jagten på fondenes millioner.
Hvor mange millioner vil det komme til at koste? Og hvor stor er chancen for at få pengene?

“Jeg kan ikke sætte beløb på. Men det er et tocifret millionbeløb. I hvert fald,” siger Ib Bager.
“Og hvad angår sandsynligheden for, at det lykkes: Jeg bruger rigtig meget tid på det her. Og det ville jeg ikke gøre, hvis ikke jeg troede på det.”

Skuespil og skydespil

Det kommende Fæstningscenter skal placeres inden for voldene. Og det skal indeholde en langt række elementer, der alle skal sikre, at både børn og voksne, historikere og menigmand kan få en oplevelse og noget læring med sig hjem.
“Vi skal bruge 3D-film, QR-koder, computerspil og meget andet. Men også guider og skuespillere, der giver historien liv,” siger Ib Bager.
Ud over selve fæstningscentret skal formidlingen også omfatte Fredericia by, opland og - selvfølgelig - volden.
“Projektet her skal erstatte den eksisterende historieformidling i Fredericia,” siger Ib Bager.
Landskomitéen forventer, at projektet vil lokke forskere, skoler og historienysgerrige til Fredericia.
“Og selvfølgelig også turister. Dét er naturligvis ikke så vigtigt for os historie-nørder, men det tæller selvfølgelig også med,” siger Ib Bager med et smil.