“Det er da klart”
Klare sække giver bedre sortering, og bedre sortering gavner alle
Besøgende på Haderslev Genbrugsplads blev mødt af borgmester H.P. Geil, der med et smil og en rulle klare sække i hånden var med til at sprede budskabet om, at affald er guld, og at bedre sortering gavner os alle. Borgmesterens gæsteoptræden var en del af en større kampagne, der har kørt den seneste måned med det formål at oplyse Provas' kunder om fordelene ved at bruge klare sække frem for sorte.
”Jeg er jo også selv borger i Haderslev Kommune, og jeg kan kun se fordele ved, at vi bliver endnu bedre til at genanvende vores ressourcer. Hvis de klare sække kan være en hjælp, til at nå vores mål, hjælper jeg gerne Provas med at sprede budskabet. Samtidig møder jeg en masse dejlige mennesker, der bruger genbrugspladsen, og det er da en herlig måde at bruge et par timer på en lørdag,” fortæller borgmesteren om sit arbejde som ambassadør for de klare sække.
Jo bedre de forskellige materialer på genbrugspladsen er sorteret, desto flere penge er de værd, og desto mindre bliver regningen til Provas' kunder. Derfor er der ikke kun én vinder. Vinderne ved en bedre sortering er både miljøet, kunderne, de fremtidige generationer og ikke mindst: pengepungen.