Korngold og hans violinkoncert
En solist, som allerede har spillet med de største orkestre i verden, gæster Alsion med Korngolds lyriske violinkoncert på programmet
Renaud Capuçon på violin er solist ved koncerten med Sønderjyllands Symfoniorkester torsdag den 26. november kl. 20 i Alsion, hvor Korngolds lyriske violinkoncert er på programmet. Den vil være flankeret af sanselig fransk impressionisme i form af Debussy's 'En fauns eftermiddag' og Sibelius' mørkestemte nordiske klange fra hans 4. symfoni.
Koncerten dirigeres af Simon Gaudenz, der ofte har dirigeret i landet, da han er 1. gæstedirigent i Odense Symfoniorkester.
Komponisten Korngold
Erich Wolfgang Korngold havde sit mellemnavn fra Mozart og var vidunderbarn af samme kaliber. Han komponerede fra han var seks år, og tidens største musikere opførte 'knægtens' musik.
I 1934 blev Korngold tilbudt arbejde i Hollywood, hvor han tog hul på et skelsættende kapitel af filmmusikkens historie. Han skabte den stil inden for filmmusik, der stadig trækker spor i dag.
Blandt hans vigtigste værker fra efterkrigstiden er hans violinkoncert, der blev uropført i 1947 af tidens største violinstjerne, Jascha Heifetz. Kun få andre violinister turde i de næste årtier røre ved Korngolds violinkoncert. Den var uoverkommelig svær at spille og 'tilhørte' Heifetz. I dag er det lykkeligvis blevet et yndlingsværk for en ny generation af violinvirtuoser.