Fortsæt til indhold

Glæd og red farmor med en røgalarm

Hvert år oplever brandvæsenet, at røgalarmer redder liv. Kampagnen 'Red Farmor' opfordrer unge til at installere røgalarmer hos ældre

Arkiv
Arkiv

Farmor elsker risengrød. Nu er det heldigvis snart jul, og risengrød hører julen til, så farmor går i gang. Hun kommer mælk og grødris i en gryde og skruer op på fuldt blus. Farmor kan høre fjernsynet inde i stuen, og synes hun genkender musikken. Jamen, det er da fra Matador – hendes yndlingsserie. Den har hun set mange gange, men den skal ses i igen. Farmor skruer op for lyden og sætter sig godt tilrette i lænestolen. Et par minutter senere sover farmor. Snart begynder det at ryge fra den ulmende risengrød på komfuret ude i køkkenet, men farmor sover. Og farmor har ingen røgalarm. Katastrofen lurer.
Vi ser frem til den hyggelige vintertid med mørke aftener og tændte stearinlys. Men hyggen og glæden kan hurtigt forsvinde. Statistikken viser, at 80 mennesker i gennemsnit dør hvert år som følge af brand, og i 82 procent af tilfældene er der ikke installeret en røgalarm. De fleste af de omkomne er over 67 år. I den kommende tid gennemfører BrandBevægelsen en kampagne, som særligt fokuserer på ældre menneskers behov for en røgalarm i hjemmet. Den kan vise sig at være en investering for livet.

Unge hjælper ældre

Kampagnen hedder 'Red Farmor' og sætter spot på, at de unge hjælper ældre mennesker med at få en røgalarm sat op. Sønderborg Kommune bakker op omkring kampagnen, der kulminerer i uge 49. Som led i kampagnen har Brandbevægelsen og Trygfonden sponseret 100 røgalarmer til ældre udsatte borgere i kommunen. Hjemmeplejen i Sønderborg Kommune er i fuld gang med at finde 100 borgere, der kan have gavn af en røgalarm. Brand og Redning i Sønderborg Kommune kommer så ud og sætter røgalarmerne op. Det er ganske gratis for borgeren.
"Det er en rigtig fin kampagne, der kan være med til at redde menneskeliv. Det er flot, at hjemmeplejen er med til at spotte de mest udsatte ældre, der kan få gavn af en røgalarm. Og ligeså flot, at Brand og Redning hjælper med at få dem sat op ude i borgernes hjem," siger Preben Storm, formand for seniorudvalget.

AP redder farmor

Tidl. borgmester A.P. Hansen har sagt ja til at være lokal ambassadør for Red Farmor-kampagnen.
"Det har jeg, fordi det er en rigtig god idé, og gode ideer skal man da bakke op omkring. Min søn, Jens, har sørget for at mit eget hus fyldt op med røgalarmer. Det giver en god tryghed, som jeg synes alle burde have. Så til alle jer unge mennesker i Sønderborg Kommune vil gerne sige: find ud af, om alle ældre i jeres familie har en røgalarm, og hvis ikke, så køb en og hjælp med at sætte den op. Det redder liv og koster mindre end hundrede kroner, siger A.P. Hansen.

Brandbus i Apotekerhaven

Lørdag den 5. december ruller Brand og Rednings brandbus ind på pladsen ved Apotekerhaven i Sønderborg. Fra kl. 11 – 13 kan alle få information om kampagnen, få udleveret en folder om kampagnen og se en film om brande og opsætning af røgalarmer. I løbet af ugen vil mange af kommunens biler køre med streamere om kampagnen, og der sættes plakater op på bibliotekerne og i idrætshaller og svømmehaller.

Fakta
Gode råd:
Sæt mindst én CE-mærket røgalarm på hver etage og helst én i hvert soverum.
Røgalarmer skal monteres så højt som muligt og gerne midt i rummet (se alarmens brugsanvisning).
Røgalarmerne skal testes jævnligt.
Nogle røgalarmer skal have nyt batteri hvert år.
Røgalarmer skal rengøres jævnligt.