Ny stor institution på Gl. Vardevej
Esbjerg Kommune mangler daginstitutionspladser, og nu bygges en ny, stor institution
Der mangler institutionspladser i Esbjerg centrum, og derfor bygger kommunen en ny, stor institution, der skal stå færdig i 2018. Den får hjemme på beredskabsgrunden på Gl. Vardevej og skal huse 250 børn - en stor del af dem vil komme fra henholdsvis Tovværkets Børnegård og Midtbyens Børnehave, der begge er gamle, slidte institutioner.
Der er fundet godt 31 millioner kroner til etableringen af daginstitutionen, der vil få et særligt fokus på idræt og bevægelse.
“Med den nye daginstitution har vi muligheden for at skabe et helt nyt tilbud og forme en profil med de værdier og faciliteter, som vi oplever, der er efterspørgsel på. Det gælder både for de børnefamilier, der allerede bor her og de familier fra ind- og udland, som vi ved er vigtige for Esbjerg Kommune at tiltrække for at fortsætte den positive udvikling,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familie Udvalget, i en pressemeddelelsen.