Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter
Den 5. december mødes en af Danmarks toneangivende digtere Søren Ulrik Thomsen med en flok unge musikere fra bandet Det Glemte Kvarter på Godset, og sammen leverer de jazz'n'poetry fra øverste hylde.
Samarbejdet mellem forfatter og band opstod, da bandet i 2010 havde komponeret musik til Søren Ulrik Thomsens lyriske del af forfatterskabet. Sammen har de givet koncerter på for eksempel kunstmuseet Louisiana, Copenhagen Jazzhouse og Skråen i Ålborg.
Når man pakker velskrevet lyrik ind i forståelig musik, opstår der et tredje udtryk, og sammen tager digter og orkester publikum med på en rejse gennem 70'ernes København, Nørreports blå korridorer, dødens uendelighed og hverdagens forunderlige gentagen.
Koncerten finder sted klokken 20 på Godset i Kolding. For medlemmer af Jazz6000 koster billetter 100 kroner, for medlemmer med studiekort 50 kroner og for ikke-medlemmer er prisen 150 kroner.