Juletoget vender tilbage
I weekenden 5. og 6. december vender veterantoget tilbage til Grejsdalen. Og nu med damptog
Damplokomotivet TKVJ 12 er ved at gøre sig klar til at holde dampen højt, og julestemningen på skinner.
Det er atter tid til veteranjuletog gennem Grejsdalen, og dermed er der atter damp for en stund.
“Vi kørte ikke sidste jul og i sommer på grund af en manglende tilladelse, og den har vi fået nu, så nu er vi atter på skinnerne. Og det bliver med et damptog, hvilket vi er rigtig glade for at tilbyde kunderne. Der har ikke været juledamptog siden 2008, så det har da været lang tid uden damp,” siger Johannes Gravgaard fra Sydjyllands Veterantog (SJVT).
Efter mange års arbejde står TKVJ 12 nu klar til at trække de fem vogne. Topfarten er 60 kilometer i timen. Lokomotivet er fra 1916, og det har krævet nogle mandetimer at få den klar. Men nu er den klar, og Grejsdalen er klar.
Der vil være vogne, der varmes op med kakkelovn eller udvendig koksfyr. Og så er der godsvogn med, så der er plads til barnevogne, cykler og den slags. Samt eventuel et juletræ med hjem.
I Grejsdalen vil toget vanen tro holde ved den lille perron nær hotellet, og her vil der jules. Det er Dalstedets Venner, som står for den del af arrangementet. Her kan købes juletræer, gløgg, æbleskiver, dekorationer med videre.
En tur med juletoget til julemarked tager sammenlagt cirka en times tid.
Det er lørdag den 5. december og søndag den 6. december, at toget kører på juletur til Grejsdalen.
Afgang fra Vejle Banegård klokken 10.20, 12.20 og 14.20. Billetter købes i toget.