Fortsæt til indhold

En café for pårørende

Et nyt fællesskab for pårørende til psykisk syge er på vej

Arkiv
Af Sara Jacqueline Refstrup

Bedre psykiatri åbner lokalafdeling i Sønderborg til glæde for pårørende til en psykisk syg, og foreningen har allerede det første arrangement på plakaten, når de tirsdag den 1. december holder pårørendecafé på Sundhedscentret mellem kl. 19-21. Her vil der være oplæg omkring pårørendes egenomsorg, som ifølge formand Gry Mortensen er så vigtig, for at de pårørende kan finde styrke til at støtte den psykisk syge uden selv at komme på overarbejde.
”Vi oplever ofte at det er forbundet med skam at være pårørende til en psykisk syg, og at de pårørende oplever en stor skyldfølelse over at have brug for at dele deres erfaringer med andre, som sidder i samme situation. Dette vil vi gerne være med til at afstigmatisere, så det bliver mere legitimt at snakke åbent om psykiske sygdomme,” siger Gry Mortensen.
”Det er desværre stadigvæk forbundet med stor skam og usikkerhed, når folk hører om psykisk sygdom. Det er ikke ligesom en brækket arm, og det vil vi gerne være med til at ændre og skabe rum for samtale og dialog,” supplerer Peer Mikkelsen.

Ikke et tabu

Motivationen for at starte lokalafdelingen op finder man i bestyrelsens egen baggrund. Her er pårørenderollen ikke et tabu, for det har de fleste medlemmer af bestyrelsen selv prøvet. I den forbindelse har de erfaret, at mange andre sidder i samme situation uden nogen at dele det med. Heraf kom initiativet til at starte lokalafdelingen op.
”Vi vil gerne være med til at starte en god cirkel for de pårørende og dermed også den psykisk syge, da erfaringer viser, at selv svære psykiatriske lidelser som skizofreni kan man lære at leve symptomfrit med,” siger Peer Mikkelsen.
Lokalafdelingen har udover jævnlige pårørendecafeer også planer om at afholde oplæg om emner som f.eks. kommunikation og rettigheder i psykiatrien samt andre relevante emner. Og så er det planen at starte samtalegrupper for pårørende, når der er nok tilmeldte.
Hvis man uforpligtende har lyst til at vide mere, er man meget velkommen til at kontakte foreningen for at høre mere om mulighederne. Foreningens hjemmeside er bedrepsykiatri.dk.