Fortsæt til indhold

Måske en lift til Børkop

Gangbesværede kan måske få en lift, siger trafikministeren

Arkiv
Peter Friis Autzen

Måske kan trafikminister Hans Christian Schmidt (V) hjælpe de gangbesværede og frustrerede brugere af Børkop Station.
Han vil i hvert fald undersøge muligheden for at etablere en eller anden form for lift, der kan hjælpe kørestolsbrugere, barnevogne og gangbesværede til og over banelegemet på stationen.
Men det er ikke nogen let politisk opgave. For, hvis han løser problemet på én station, vil mange andre kræve det samme.
“Der er desværre en række stationer på det danske jernbanenet, som ikke har elevatorer eller anden trinfri adgang til perronen. Der er ingen tvivl om, at den høje trappe, der er på Børkop Station, gør det svært for gangbesværede og folk med barnevogne at komme op på perronen,” siger Hans Christian Schmidt, som besøgte Børkop Station i sidste uge for at se nærmere på de kritiserede forhold.

Lift - ikke elevator

Selvom ministeren godt kan se et behov, kan han ikke love nogen forkromet løsning med for eksempel en elevator.
Banedanmark har beregnet, at en elevator-løsning er for dyr.
Men heldigvis kan mindre også gøre det, mener han.
“Ved mit besøg i Børkop fik jeg præsenteret en idé om nogle elevatorlifte, der er billigere end de elevatorer, Banedanmark har regnet på. Det er en interessant model, for det er en stor udskrivning at etablere elevatorer på stationer. Så jeg har taget det med hjem for at undersøge, om vi kan lave et forsøgsprojekt ud af det, med Børkop som en mulig teststation,” lyder det fra trafikministeren.