Fortsæt til indhold

Et musikalsk fyrværkeri

Billetsalget til koncerten åbner tirsdag den 1. december på Billetnet og Fredericia Teaters billetsalg

Arkiv
Arkiv

Nytårskoncerten med Odense Symfoniorkester kan opleves onsdag den 13. januar klokken 20 på Fredericia Teater.
Odense Symfoniorkester har denne gang allieret sig med den populære norske gruppe af messingblæsere ”The Brazz Brothers”. De blev kendte i Danmark, da de spillede med Benny Andersen og Poul Dissing for nogle år siden.
Gruppen består af to hold brødre: Jarle, Jan Magne og Helge Førde, samt Runar og Stein Erik Tafjord. De kommer alle fra øen Sula ved Ålesund. De begyndte at spille sammen i 1981 som en messingkvintet: To trompeter, basun, valdhorn og tuba. Nu er trommeslageren Kenneth Ekornes også med.
De norske brødre har opnået en stor popularitet både nationalt som internationalt. De har givet cirka 4.000 koncerter i 35 lande.
Nytårsprogrammet består af en god krydret blanding af musik fra Latinamerika, Afrika og Skandinavien.
"Det traditionelle nytårskoncertrepertoire bliver dog ikke helt glemt. Vi skal nok få de numre, vi plejer at høre, så aftenens koncert fuldendes med Champagnegaloppen," lyder det fra Fredericia Musikforening, der står som arrangør af koncerten.
Billetsalget til koncerten åbner tirsdag den 1. december på Billetnet og Fredericia Teaters billetsalg.
Fredericia Musikforening gør opmærksom på, at der er gratis adgang til en af forårssæsonens andre koncerter ved fremvisning af en billet til nytårskoncerten, så husk at gemme billetten.