Dronningens blomster plantes i Christiansfeld
Genforenings- og Grænsemuseets have beplantes med 60 stauder af 15 forskellige arter fra Dronning Ingrids staudehave i Fredensborg Slotshave.
Efter en henvendelse fra museet kom der i september måned en opringning retur fra slotsforvalteren på Fredensborg Slot, Oberst John Kidde-Hansen, som fortalte, at han havde haft møde med Dronningen dagen før - og at Dronningen havde givet grønt lys for, at Genforenings- og Grænsemuseet måtte få et antal stauder fra Dronning Ingrids staudehave, som snart skal nedlægges og erstattes af et andet og nyt staudehaveanlæg, som H.M. Dronning Margrethe II fik i 75 års fødselsdagsgave af Regeringen og Folketinget.
Garant for, at det var stauder udvalgt af Dronning Ingrid var slotsgartnerne Michel Christian Amsen og Morten Jein. Sidst nævnte har i 20 år har passet og plejet netop de fire staudebede i dette slotshaveafsnit. Museumsbestyrelsen ser nu frem til fra 2016 at kunne byde museumsgæsterne velkommen med en farvestrålende have.