Åbent til torvet
Arkiv
Fredag eftermiddag blev der igen åbnet for trafikken i Allehelgensgade, så bilister, cyklister og fodgængere atter kunne krydse Stændertorvet i begge retninger. Det var i allersidste øjeblik, på dagen før tændingen af juletræet, efter at gaden har været spærret i flere måneder, mens der blev lagt nye fjernvarme-rør. Arbejdet med fortove og kantsten er dog ikke helt afsluttet, men skal færdiggøres senere. Når temperaturen bliver mildere skal der også lægges ny asfalt i gaden, så de mange gennemkørende busser støjer mindre. (Foto: Erling J.)