Gammelt rense-anlæg fjernes
Rekreativt område bliver mere brugbart for borgerne
fjerner det gamle renseanlæg på Møllealléen i Lunderskov. Det sker fra den 30. november til den 18. december. Dermed bliver der ryddet op, og det rekreative område omkring renseanlægget bliver endnu mere brugbart end før.
“Vi er i dialog med både Kolding Kommune og Lunderskov Lokalråd omkring området, og vi glæder os til at sørge for, at der nu bliver mulighed for at bruge hele arealet til noget fornuftigt,” siger anlægsingeniør Martin Staunsbjerg fra BlueKolding.
Kan blive til regnvandsbassin
Undersøgelser har vist, at det kan blive nødvendigt at etablere et regnvandsbassin til at aflaste kloaksystemet, når kloakkerne i Lunderskov skal separeres, som det hedder, i de kommende år. Og det bassin kan meget vel komme til at ligge på det rekreative område, lyder det fra BlueKolding.
“Kloaksepareringen betyder, at vi opdeler kloaksystemet, så regnvand bliver ledt direkte tilbage i naturen, og kun spildevand bliver ledt til renseanlægget. Der kommer stadig flere voldsomme regnskyl i disse og de kommende år, og det belaster kloaksystemerne voldsomt. Vi vil selvfølgelig se på, om det kan lade sig gøre at bevare boldbanen og bålpladsen, selvom vi eventuelt skal anlægge et bassin.”, forklarer Martin Staunsbjerg.
BlueKolding forventer at være færdige med undersøgelserne senest til sommer næste år, og et eventuelt bassin skal tidligst anlægges i 2017.