Fortsæt til indhold

Stolt af Køges social- og sundhedsforvaltning

Arkiv
Per Møller

KØGE: - Jeg vil gerne sige, at Køge kommunes social- og sundhedsforvaltning kan man være stolte af.
Ordene kommer fra Peter Skjoldlund fra Marievej i Køge, som for lidt over en måned siden mistede sin hustru Ulla til uhyret – kræften.
- Jeg mistede min elskede Ulla den 16. oktober og hun blev begravet den 23. oktober. Vi blev udskrevet fra Roskilde Sygehus den 23. september og det var en aftale mellem Ulla og mig at hun skulle dø hjemme og uden smerter. Sygehuset meddelte Køge Kommune at de sendte Ulla hjem for at dø og bad kommunen om at foretage det nødvendige. Og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der blev sørget for sygeplejersker, assistenter og hvad de hed alle sammen. Nogle gav medicin, andre soignerede Ulla og nogle kontrollerede løbende processen. Alle disse mennesker var uden undtagelse super professionelle og søde. Altid tid til en snak med en forvirret ægtefælde som ulykkelig så til fra sidelinjen, fortæller Peter Skjoldlund.
Peter Skjoldlund husker bl.a. en nat omkring kl. 04.00 og han havde Ulla på en toilet stol. Da han ville løfte Ulla i seng igen kunne han ikke holde hende oppe og de endte med at sidde på gulvet begge to.
- Jeg ringede til et døgnnummer og bad om hjælp. Der gik 4-6 minutter. Så stod der to sygeplejersker og fik Ulla op i sengen igen. Midt om natten, fortæller Peter Skjoldlund.
Og pludselig var Ulla ikke mere, men der blev stadig fulgt op på det hele.
Derfor lyder der fra Peter Skjoldlund en meget stor og hjertelig tak for indsatsen. Den var uvurderlig og med til at få et tåleligt forløb under sygdommen.
- Da jeg natten til fredag den 16. oktober kl. 04,00 opdagede at der var stille var Ulla død. Jeg krammede Ulla og sagde at jeg elskede hende, jeg var ved at knække sammen, men jeg kom i tanke om det positive. Ulla skulle ikke lide mere, så jeg håber at Ulla oplevede den sidste tid nogenlunde godt med udsigt til vores have og alle blomsterne og på væggen billeder af alle børn og børnebørn, slutter Peter Skjoldlund.