Hvor var det nu det var?
Computerteknik og Photoshop forener gamle Odense og nye Odense
Han har brugt mange tusinder af timer på sin seneste udgivelse, 'Gamle Odense i nye Odense'.
'Han' er Torben Madsen, som med sin 10. bogudgivelse endnu en gang er dykket ned i Odenses histore - denne gang med udgangspunkt i gamle fotografier fra byen.
Ny præsentation
Han har nemlig benyttet det visuelle trick at finde gamle sort-hvide foto og sætte dem ind i nutidige optagelser fra de samme steder, så man på den måde kan se udviklingen i bybilledet. Og samtidig se, hvor nu forsvundne vartegn fra Odense rent faktisk var placeret i forhold til Odense anno 2015.
"Det er en ny måde at præsentere og vise byens historie på, og jeg har talt med mange mennesker, som har været glade for nu bedre at kunne se for sig, hvordan byen så ud," fortæller Torben Madsen, som er uddannet jurist og har eget bogforlag, men samtidig er psykoterapeut og rygestop-coach.
Han udgav sin første bog i 2003, og de første år handlede bøgerne om hans fag, psykoterapi og rygestop, men derefter kastede hans sig over Odenses historie i fem bind af serien 'I byen i Odense'. Og til den nye udgivelse har Torben Madsen altså valgt at parre gamle arkivfotografier med sine egne fra i dag.
Trafik og skygger
"Til hvert billede har jeg skulle nøje overveje hvor og hvornår, jeg skulle tage det nye foto. For i forhold til det historiske foto det har eksempelvis været meget afgørende, at vinklen på det nye foto har været helt korrekt, og at solen har stået rigtigt for at få de rigtige skygger. På andre har det også været vigtigt, at der ikke var trafik, så ofte har jeg stået en meget tidlig søndag morgen og fotograferet et gadehjørne," fortæller Torben Madsen.