ESVAGT indgår tiårig kontrakt på serviceskib
ESVAGT bygger nyt serviceskib til MHI Vestas Offshore Wind til servicering af havmøllepark ud for den belgiske kyst.
En ny tiårig kontrakt mellem ESVAGT og MHI Vestas Offshore Wind om servicering af den 165 MW store havmøllepark Nobelwind har nok engang cementeret ESVAGTs status som den førende operatør på offshore vind-markedet.
Nobelwind-projektet ligger 50 kilometer fra den belgiske kyst, og serviceringen af parken – samt den eksisterende park Belwind 1 – kræver, at teknikerne kan være til stede i parken konstant. Det kan de med det specialbyggede serviceskib, Service Operation Vessel (SOV), som ESVAGT har vundet kontrakt på at levere.
Norske Havyard Design har fået til opgave at designe det specialbyggede SOV; en unik skibstype og et unikt servicekoncept, som ESVAGT har udviklet i samarbejde med MHI Vestas Offshore Wind og Havyard Design.
Såvel skib som servicekoncept er baseret på adskillige års erfaringer med at servicere havmølleparker langt fra kysten. De seneste fem år har ESVAGT blandt andet serviceret MHI Vestas Offshore Wind-teknikere i havmølleparken Belwind 1, og den nye kontrakt er en videreførelse af det gode partnerskab.
MHI Vestas Offshore Wind Senior Director Asger Pedersen siger:
"Vi har været overordentligt tilfredse med kvaliteten af det arbejde, vi har fået leveret af ESVAGT gennem de seneste fem år. Derfor var det et naturligt valg at fortsætte det gode samarbejde. Det nye, specialbyggede skib er designet til at tilføre stor fleksibilitet for de hold, der skal supportere havmølleparken, og vi ser meget frem til at opleve det nye skib i arbejde fra 2017", siger han.
ESVAGTs administrerende direktør Søren Nørgaard Thomsen er ligeledes begejstret:
"Vi er meget glade for, at MHI Vestas Offshore Wind har valgt at indgå endnu en kontrakt med ESVAGT. MHI Vestas Offshore Wind troede på ESVAGTs koncept fra begyndelsen, og gennem de seneste fem år har vi arbejdet tæt sammen om den konstante udvikling af såvel effektiviteten og sikkerheden. Vi ser den nye kontrakt som et udtryk for, at ESVAGTs koncept har været en succes", siger Søren Nørgaard Thomsen.
Det nye, specialdesignede SOV vil blive 58,5 meter langt og 16,6 meter bredt, og det vil kunne tilbyde enkeltkamre til op mod 22 teknikere. Skibet udstyres med ESVAGTs unikke safe transfer boats (ESVAGT STB) til at overføre teknikere, værktøj og reservedele til møllerne.
Skibet bygges på Cemre Shipyard i Tyrkiet og vil gå i charter i andet halvår af 2017.