Fra mørke til lys!
Luciafakkeloptog i Stationsbyen og overraskelser ved gudstjeneste på søndag i Avedøre Kirke
- Vi mødes i decembermørket og tænder fakler, går ca. en halv time rundt i Stationsbyen. Undervejs stopper vi op og synger julesalmer, fortæller sognepræst Inge Lund.
Tilbage i kirken vil der være varme drikke, inden børnekoret indleder en multimediegudstjeneste med luciaoptog. Under gudstjenesten vil der være lyd, lys og dufte for alle sanser. I år vil konfirmanderne deltage med en særlig Luciaoverraskelse!
- I forbindelse med gudstjenesten er der mulighed for at købe Lucia-engle og skrabelodder til fordel for Danmissions Fremtidsbørn. Danmission samarbejder med forskellige partnere, der arbejder for at give fattige og udsatte børn og unge mulighed for at vokse op under sunde og trygge forhold. Det er et arbejde, vi i kirken gerne vil bakke op om. Vi håber rigtig mange vil komme og være med på søndag den 13. december, slutter Inge Lund.
Luciafakkeloptogsgudstjenesten arrangeres af organist Karin Bech og sognepræst Inge Lund, og alle er meget velkomne.