Og de ærgrer sig stadig..
Hvidovre Attack floorball førte med to mål kort før tid og tabte
Gæsterne trak målmanden ud til fordel for en ekstra markspiller og behøvede kun 25 sekunder til at reducere. Efter 19 minutter og 12 sekunders spil fik Attack tilkendt et straffeslag, som rutinerede Stefan Hedorf skulle afslutte. Tidligere i kampen havde han været sikkerheden selv, men denne gang kiksede det. Målmanden reddede, og blot fire sekunder før tid faldt udligningen. Attack startede forlængelse i overtal, men igen blev holdet taget med bukserne nede, og jyderne kunne juble. Fortjent kan altid diskuteres, men det var som om, der var lidt mere at spille med hos gæsterne. Første periode endte 2-2. Stefan Hedorf bragte Attack i front efter en hurtig omstilling. Defensiven kiksede et par gange, og det blev straffet. Men Nicolai Lakjer nåede kort før pausen at brage bolden op i det ene målhjørne. 2. periode blev spillemæssigt Attacks bedste. Selvom holdet kom bagud 2-3, fik Nicolai Lakjer atter udlignet. Stefan Hedorf scorede på straffeslag, og Jannik Engelhardt bankede en løs bold i mål til 5-3. I 3. periode var det igen Vendsyssel, der svang taktstokken. Der blev udlignet efter gode opspil og kyniske afslutninger. Backen Jakob Huge viste så, at der var andre end Nicolai Lakjer, der havde styrke i skudarmen. Bolden blev igen braget ind fra midten til 6-5. Det blev 6-6, inden Kim Tobiassen tog sig en solotur med en sikker afslutning til 7-6. Tobias Jørgensen satte Stefan Hedorf op til 8-6, og så faldt det hele fra hinanden.