Ny direktør udpeget
PERSONALENYT: Det bliver Charlotte Houlberg, der fra årsskiftet bliver ansvarlig for familie- og uddannelsesområdet i Solrød Kommune.
Som cand.rer.soc fra Syddansk Universitet er Charlotte Houlberg uddannet inden for socialvidenskab, og hun kommer fra stillingen som skole- og dagtilbudschef i Kerteminde Kommune, hvor hun også har været medlem af koncernledelsen.
Charlotte var skolechef fra 2007 til 2010 og fik så udvidet sit ansvarsområde til også at gælde dagtilbud som skole- og dagtilbudschef. Hun har været ansvarlig for bl.a. skolesammenlægninger, styring af anlægsopgaver, implementering af folkeskolereformen, kvalitetssikring, ny struktur på dagtilbudsområdet, læringsstrategier og udviklingen af en børne- og ungepolitik i Kerteminde Kommune.
Charlotte Houlberg var oppe imod et stærkt felt af 46 andre ansøgere, og adm. direktør i Solrød Kommune Henrik Winther Nielsen glæder sig til at samarbejde med den nye direktør.
- Charlotte har bred erfaring fra børn- og ungeområdet. Hun har haft ansvar for en lang række store udviklingsprojekter, er en dreven leder og er rigtig godt inde i fagområdet. Derfor er vi overbeviste om, at hun kommer til at styrke Solrød Kommune, og at hun passer godt ind her hos os, siger han.
Glæder sig til at udvikle området
Charlotte Houlberg selv ser også frem til at rykke ind på direktionsgangen i Solrød Kommune.
- Der ligger et utrolig spændende stykke arbejde foran mig, og jeg glæder mig til at blive klogere på familie- og uddannelsesområdet i Solrød Kommune og være med til at udvikle det med baggrund i mine egne erfaringer. Jeg går jo fra at have ansvaret for et fagområde til at være medlem af en direktion, og derfor glæder jeg mig også til at drive direktionsarbejdet og til at være med til at udvikle en kommune i bredere forstand, siger hun.
Charlotte Houlberg efterfølger Rita Pedersen, som gik på pension 1. juli 2015.
pm