Flot hæder til grønne ildsjæle
Årets Agenda 21-pris på i alt 25.000 kroner blev uddelt torsdag til fem modtagere.
PRIS: Agenda 21-udvalget satte i denne uge helt konkret pris på en række lokale, grønne ildsjæle, der viser vejen for grøn omstilling i Køge Kommune, da man uddelte årets Agenda 21-pris.
Prisuddelingen foregik torsdag i Det Grønne Hus, hvor ikke færre end fem modtagere blev hyldet.
- Vi har i år modtaget flere værdige indstillede af prisen, så derfor har priskomiteen har valgt flere ildsjæle som prismodtagere, forklarede Mette Jorsø (V), der er formand for Agenda 21-udvalget.
Modtagerne af årets Agenda 21 Pris er: Søren og Camilla for Østervang Gårdbutik, Pia Frøslev Frederiksen for Urtopia, Susie Hayes Einarsson for Kaffekælderen, Dan Koch for frivilligt arbejde i Lovparken samt Susanne Kjær på vegne af foreningen Køge Fællesjord. Køge Fællesjord fik "hovedprisen" i form af 10.000 kroner.
- Vi har med agendaprisen anerkendt nogle ildsjæle blandt både borgere og virksomheder, der til sammen gør en forskel i forhold til bæredygtig fødevareproduktion - både afsætning og produktionen. Vi har således peget på aktører, der tilsammen kommer rundt om "Fødevarer fra jord til bord" - fra produktionen af fødevarer til servering - fra frivillige ildsjæle til dem, der har gjort en levevej ud af sit engagement, sagde Mette Jorsø.