Vanvittig borgmester-kurs om flygtninge
I september stod det klart, at samtlige byrådets partier var med i budgetforliget for 2016. Umiddelbart en ønskesituation for enhver borgmester, skulle man tro. I Dansk Folkeparti var det dog vores fornemmelse, at ikke alle ønskede at have os med i båden, og en tekst om flygtninge havde nær vippet os over bord, hvis ikke den var blevet ændret. Teksten handler om, at byrådet garanterer, at en kommende flygtningetilstrømning ikke må føre til velfærdsforringelser – uanset hvor mange, der måtte komme. Et løfte af den art er tåbeligt. Især i en situation, hvor en hermetisk tillukning af grænsen til Sverige er sandsynlig. Det vil betyde en ophobning af migranter i Danmark. Allerede under andenbehandlingen af budgettet påpegede vi dette forhold. Vi kan naturligvis ikke give en sådan garanti, og i DF nægter vi at stille vore egne borgere i anden række, sådan som det f.eks. sker på boligområdet, hvor et overvældende flertal i byrådet har sagt ja til at købe villaer til migranter.
Veteraner i svømmehal
Man kan ikke sige, at andenbehandlingen af budgettet den 30. september var fryd og gammen – heller ikke, at Dansk Folkeparti på nogen måde blev belønnet. To gange blev vi derimod hånligt og brutalt sablet ned. Første gang var på forslaget om at give veteraner fra krigsindsatser gratis adgang til svømmehaller som en anerkendelse af deres indsats for Danmark. Det har man gjort i andre kommuner, men forslaget blev modtaget med hånlatter og med bemærkninger om, at 'så må det også gælde ALLE andre udsatte grupper'. Jamen, kære venner, så er det jo ikke længere en anerkendelse af veteranerne, indvendte vi forgæves. Vi blev tilmed mødt med en påstand om, at det var et 'paradeforslag' til ære for medierne. Ja, nu var kun Gitte Simoni og undertegnede til stede på grund vores gruppeformands sygdom. Vi tænkte ikke over, at forslaget skulle have været fremsat i Kulturudvalget først. Vi er begge i gang med vores første periode i byrådet.
Kultur- og job-karavane
Anden gang var, da vi udnyttede vores demokratiske ret til at afvise et forslag om en underskudsgaranti på 24.500 kroner til en såkaldt syrisk kulturkaravane med en påstand om, at der er mange andre migranter end lige syrere, og at en jobkaravane måske er mere relevant. Det var tre mod 28. Tilhængernes flertal var komfortabelt. Alligevel valgte venstrefløjen, anført af Borgmesterpartiet at “doble op” for at drille Dansk Folkeparti. Et tilsvarende beløb blev således givet som tilskud. Men jeg kan forsikre, at drillerierne udelukkende går ud over borgerne. De skal nemlig betale – i DF skal vi nok klare den. Demokratisk er det ikke, men det er heller ikke hensigten. Efter mødet var vi forståeligt nok lidt chokerede over medfarten, men blev lovet 'et møde om vores fremtidige samarbejde' af Borgmesterpartiet, og derfor valgte vi at være tavse indtil da. Men vi blev aldrig inviteret.
Vanvittig kurs
Vi havde ellers gerne diskuteret borgmesterens kurs på indvandringsområdet. Vi synes, at den er vanvittig og helt ude af trit med borgernes interesser. Specielt fordi hverken borgmesteren eller andre kan udstede en garanti mod velfærdsforringelser, hvis kassen på et tidspunkt er tom, samtidig med at det strømmer ind med migranter. Tiden er ikke inde til humanistiske floskler og ideologiske sværmerier, men praktisk handling og tilkendegivelse af en protest – f.eks. over for en regering, der ikke længere er sammensat af Joy Mogensens egne partifæller, og som vælter urimelige byrder over på kommunerne.
Svar fra borgmesteren
Kære Karsten, Vi har allerede talt om det, men for offentlighedens skyld kan det oplyses, at jeg var i gang med at arrangere møde med din gruppeformand, mens du skrev dit læserbrev. Så jeg glæder mig til den 1. december, hvor mødet er fastlagt, og hvor vi kan dele en kop kaffe og udbringe en skål for det brede samarbejde i Byrådet. Med venlig hilsen Joy Mogensen borgmester Roskilde Kommune.