5. klasse går til operaen
19 elever fra Jyllinge Skole agerede for en dag orkestermusikere i Det Kongelige Kapel. Her forvandledes de sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel til et vaskeægte symfoniorkester.
Eleverne fra Jyllinge Skole dykkede fem etager under jorden, da de besøgte Det Kongelige Kapels prøvesal i Operaen i København. Eleverne deltog i en workshop, hvor de prøvede kræfter med klassisk musik, og dét at spille i et orkester. En håndfuld musikere fra Det Kongelige Kapel instruerede eleverne i, hvordan de skulle spille på de forskellige instrumenter og 20 minutter efter sad de klar til at spille Mester Jakob med hinanden.
5. klassens besøg er en del af Det Kongelige Teaters strategi om at åbne teatret op for yngre målgrupper og nye publikummer. Eleverne fik også mulighed for at lytte med ved orkesterprøven til Puccinis opera Il trittico.