Julemarked og julestue i Madsby Legepark hitter
Det var nogle trætte men glade medlemmer fra Legeparkens Venner, der kunne gøre status efter årets Julemarked i Madsby Legepark. Mellem 4.500 og 5.000 gæster besøgte julemarkedet i løbet af tre dage.
”Der har været mange positive tilkendegivelser fra gæsterne, og det er dejligt at få dem bekræftet med et godt besøgstal," siger Kim Ekstrøm, der er souschef i Madsby Legepark
For 19 år i træk løber den traditionsrige og populære julestue for børnehaver og indskoling af stablen den 1. december til den 17. december. Sidste år besøgte omkring 800 børn julestuen i løbet af december.
Der er rig mulighed for at tilbringe et par hyggelige timer i julestuen. Julestuen tilbyder dukketeaterforestilling, småkagebagning, besøg i julemandens hemmelige ønskehule, nisselandskab med det flotte nissetog og besøg af julemanden i løbet af formiddagen.
Der er gratis adgang til Julestuen, og du har mulighed for at købe kaffe, varm kakao og kanelkage. Julestuen er åben fra kl. 9.30 til 13.00.