Lørdags-Avisen udkommer på hele Østsjælland
Lørdags-Avisens oplag vokser fra 38.500 til over 62.000 eksemplarer om ugen efter nytår, hvor husstande i Greve og på hele Stevns også vil modtage avisen.
VOKSEVÆRK: Fremover vil endnu flere læsere få glæde af ugens nyheder fra Lørdags-Avisen. Efter nytår udvider vi nemlig avisens udgivelsesområde markant, og fremover vil Lørdags-Avisen udover Køge og Solrød blandt andet også udkomme i Greve Kommune og på hele Stevns.
- Køge er en by i rivende udvikling, og det er en stærk magnet for et stort opland. Derfor ser vi det som et naturligt skridt at sende avisen ud i et endnu større område fremover, så vi dermed kan være med til at understøtte den positive udvikling i lokalområdet, siger Martin Foss, administrerende direktør i Køge Mediecenter.
I dag er Lørdags-Avisens oplag på omkring 38.500, men efter nytår vil avisen blive trykt i over 62.000 eksemplarer hver uge.
Både nye og gamle modtagere vil modtage avisen med posten efter nytår, hvor avisen i øvrigt vil lande i de fleste postkasser og brevsprækker allerede om torsdagen, hvilket giver ekstra god tid til at planlægge weekendens aktiviteter og indkøb.
- Alt i alt ser vi frem til, at vi efter nytår kan tilbyde en endnu stærkere avis til både læsere og annoncører, siger Martin Foss.
Den første udgave af Lørdags-Avisen, der bliver sendt ud i det store oplag på over 62.000 eksemplarer, udkommer torsdag den 7. januar.
Desuden kan Lørdags-Avisen naturligvis som altid læses døgnet rundt på www.lørdagsavisen.dk.