Fortsæt til indhold

Valgte den rigtige løsning

Hvidovre Fighters var ude på et sidespor men fandt den rette vej

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Jeg synes, spillerne leverede en meget udisciplineret indsats i første periode mod Rungsted, lød det fra træner Jesper Andersen efter 6-2 sejren over Rungsted. - Det var som om, spillerne havde valgt deres egen game plan og fuldstændig tilsidesat det oplæg til kampen, som vi havde brugt tid på at forberede. Selvom vi fik et hurtigt mål af Emil Edelskov var det ikke nok til at holde den disciplin, vi havde aftalt. Rungsted scorede i stedet to mål i power play, og det gik vi så til pause med... - Heldigvis valgte spillerne i 2. periode at følge det oplæg, der lå til kampen, og det var blandt andet fart under skøjterne, stresse modstanderen højt og hele tiden lægge pres på. Det betød, at vi vandt 2. periode 4-0. Markus Gustavsson scorede til 2-2. I øvrigt hans første mål for Hvidovre, og han scorede også til 4-2. Ind imellem havde Andreas Silfverberg gjort det til 3-2. Målet til 5-2 stod Thor Andersen for. Han spiller med i kæden med Andreas Silfverberg, der scorede til 6-2, og Axel Hellqvist, hvor han virkelig udvikler sig i den rigtige retning. Han er blot 20 år, men en klassespiller på sigt... - Udover sejren over Rungsted glæder jeg mig over, at vi kom stærkt tilbage og spillede disciplineret i to perioder. Det var ligeledes fint, at alle vore kæder scorede mål...