Fortsæt til indhold

365 glimt af en by i udvikling

Odense i billeder i ny pop up-butik i Brandts Passage

Arkiv
Af Jens Nicolaisen

Der dufter af svømmehal i det tomme butikslokale i Brandts Passage, hvor Rikke Madsen er i gang med rengøringen, da Lokalavisen Odense kigger forbi.
Fredag åbner hun en butik, der bliver kulminationen på fotoprojektet 365odense, som startede på Instagram og Facebook. Nu er det kommet i bogform.
“Det er en stor blåstempling af hele projektet. Jeg har fået meget ros undervejs, og det har været en stor oplevelse, men det er jo én ting. Det her er noget andet. Det giver mig en tro på, at det kan nå noget mere, og at det har almen interesse,” forklarer Rikke Madsen om bogudgivelsen.

Et billede hver dag

I perioden fra 1. juni 2014 til 31. maj 2015 tog Rikke Madsen, der er uddannet fotojournalist, hver dag taget et billede et sted i Odense med sin iPhone. Billederne blev efterfølgende lagt på Instagram, hvor folk kommenterede på motiverne.
“Med billederne vil jeg gerne vise odenseanerne, at de bor i en by med mange spændende historier. Der er ingen rød tråd i bogen, men jeg har forsøgt at komme rundt i alle hjørner af byen,” forklarer hun.
“Jeg vil gerne fortælle, at der er noget vildt spændende lige henne om hjørnet, hvis man kigger efter det. Tag for eksempel Assistenskirkegården. Det er et fantastisk sted at gå på opdagelse og et smukt område. Det er en byhistorisk fortælling i sig selv,” fortæller Rikke Madsen og viser et billede fra bogen. Det er taget på Assistenskirkegården og viser apoteker Gustav Lotzes gravsten.
“Mange har sikkert været i Lotzes Have, men de færreste er nok klar, hvem Lotze var, og hvor han ligger begravet,” mener hun.

Pop-up i Brandts Passage

Butikken i Brandts Passage er åben frem til jul, og varesortimentet vil af gode grunde være meget smalt.
“Ud over bogen kan man købe postkort, og jeg får også lavet en plakat med alle billederne,” siger den midlertidige butiksejer, der i første omgang har fået sin bog trykt i et oplag på 1.500 eksemplarer.