Fortsæt til indhold

5-årige Emma var Infoboksens gæst nummer 100.000

Marlene Holm og datteren Emma besøgte den røde Infoboks for første gang og blev gæst nummer 100.000

Arkiv
Af Jens Nicolaisen

Det skulle egentlig bare have været et besøg i den røde Infoboks sammen med mor, men det endte med at blive en hel fest med kage, blomster, vin til de voksne og snak med borgmesteren for 5-årige Emma, der tog al virakken i stiv arm.
"Jeg tænkte, at jeg ville ind og sige hej. Det var nok ikke så farligt, selv om der var mange mennesker," fortæller Emma, mens hun arbejder sig gennem et stort stykke lagkage.'
Forinden er mor og datter blevet modtaget af borgmester, projektchef, journalister, fotografer og ansatte, der alle vil tale og fotografere besøgende nummer 100.000 i den røde Infoboks.
"Det er rigtig sjovt - og så på en mandag. Det kan ikke være bedre," er Marlene Holms umiddelbare reaktion. Sammen med datteren er hun cyklet fra Skibhuskvarteret denne mandag middag. Emma har fået en fridag fra børnehaven Svanegården, fordi hun var syg i weekenden, og nu sidder hun i sine røde skibukser og føler sig meget mæt og tilpas.

En levende del af fortællingen

Frem til 2020 omdannes den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade midt i Odense til bilfri grønne byrum, boliger og et stort underjordisk parkeringsanlæg. Allerede i februar 2012 åbnede udstillingen om Odenses nye bymidte i den knaldrøde Infoboks.
På bare to et halvt år har besøgstallet rundet de 100.000, og det var noget borgmester Anker Boye kunne glæde sig over.
"Det er et udtryk for en nysgerrighed og interesse for, hvad vi går og laver. Infoboksen er et dynamisk sted og en levende del af fortællingen om Odense midtby. Den indsigt, viden og forståelse for processen er en vigtig brik i den information, vi gerne vil give borgerne," fortæller borgmesteren.
Det er planen, at Infoboksen skal flyttes til september 2016 for at give plads til en to-etager parkeringskælder.
Hvor Infoboksen så skal placeres er ikke besluttet endnu, men den bliver i området.
Læs mere om projektet på fragadetilby.dk og facebook.com/infoboksen.