Fortsæt til indhold

- Hvidovre Kommune foreslår ulovlige besparelser...

Besparelser på handicapområdet er blevet taget af dagsorden, fordi forvaltningen genovervejer sagen efter skarpt høringssvar fra det lokale Handicapråd

Arkiv
key

Sagen handler om nye kvalitetsstandarder på blandt andet BPA (borgerstyret, personlig assistance, red.), hvor der i følge Muskelsvindfonden i forvaltningens udkast blandt andet blev lagt op til "ulovlige begrænsninger for omfanget af den hjælp, man kan få til ferie, weekendophold med videre". - Klart ulovlige oplæg til nye kvalitetsstandarder i Hvidovre Kommune er blevet taget af Social- og sundhedsudvalgets dagsorden, skriver Thomas Krog, der er handicappolitisk konsulent hos Muskelsvindfonden. Han tilføjer overfor Hvidovre Avis, at det trods alt glæder ham, at forslaget om ændringer af kvalitetsstandarderne indtil videre er taget af dagsordenen. - Det tager jeg som en klar indrømmelse fra forvaltningen om, at de nu må tænke sig bedre om. Og det tyder jo også på, at forvaltningen ved, at politikerne er optaget af handicappede borgeres retssikkerhed, og det er jeg glad for, siger Thomas Krog til Hvidovre Avis. Hvidovre Kommune bekræfter overfor Hvidovre Avis, at en sag om kvalitetsstandarder for henholdsvis §96 og §100 er under udarbejdelse, og at den pt. er tilbage i forvaltningen inden den kan præsenteres for det politiske udvalg. - Det er korrekt, at vi er i gang med at udarbejde kvalitetsstandarder for hhv. §96 og §100. Det er ligeledes sådan, at vi kontinuerligt arbejder på at opnå et godt og tillidsfuldt samarbejde med Handicaprådet og navnlig de foreninger mv. der er repræsenteret i Handicaprådet. Derfor har vi, helt som sædvane, sendt forslag til standarder til høring hos Handicaprådet. De har kvitteret for dette med et høringssvar, som vi i forvaltningen ikke er enige i, men har valgt at tage til efterretning. Når vi har taget det til efterretning er det i sagens natur for at gennemse materialet endnu engang så vi er sikre på at vi god og kvalitetssikret beskrivelse, skriver Børne- og Velfærdsdirektør Christine Brochdorf til Hvidovre Avis. Thomas Krog lægger dog ikke skjul på, at det vil undre ham meget, hvis forvaltningens næste udkast til kvalitetsstandarder har samme indhold som det første udkast. - Det ville overraske mig, hvis de ikke ændrer noget. Nogle af tingene i udkastet var klart ulovlige, andre kan diskuteres. Men uanset hvad, så viser sagen her, hvor vigtigt det er, at der sidder nogle lokale handicapråd og udfører det her arbejde med at indsende høringssvar. De gør en kæmpe forskel, siger Thomas Krog.