Fortsæt til indhold

Går på pension efter 44 år på Frydenhøjskolen

Afdelingsleder på Frydenhøjskolen, Mogens Petersen, går på pension efter et helt arbejdsliv på samme skole

Arkiv
key

I 1971, da Mogens Petersen var 21 år, læste han egentlig matematik på universitetet, men den store lærermangel betød, at han en forårsdag cyklede forbi Frydenhøjskolen med sin studiekammerat. Besøget på skolen resulterede efter ca. 10 minutter i en ansættelse med fuldt skema. Dengang hed skoleinspektøren Inge Lerche og skolen havde kun et år på bagen - og hørte i øvrigt til Glostrup Kommune frem til 1974.. - Jeg var jo egentlig kun en knægt, men jeg holdt forældremøder og alt hvad en lærer skulle, og det gik egentlig fint, fortæller Mogens Petersen. Nogle år efter begyndte han at læse til lærer om aftenen og i 1978 var han færdiguddannet. Som fuldtidsansat og studerende var der nok at lave, så da studiet var færdigt, blev der også frigivet noget tid, som så i øvrigt straks blev brugt på et engagement som lærerrådsformand, skemalægger og senere skolevejleder. Det lugtede lidt af ledelse og i midt-90’erne tog Mogens Petersen skridtet og blev leder af Højen, en specialklasse, samtidig med skolevejlederfunktionen og lidt undervisning. Skolens inspektør, Benni Dregild mente imidlertid, at Mogens Petersen skulle i gang med endnu mere ledelse, så i 2000 søgte han og fik stillingen som afdelingsleder. Det betød, at han fortsatte som leder af Højen og fik andre ledelsesopgaver tilføjet. Da Højen blev nedlagt, fik han mulighed for at blive leder af k-klasserne, en gruppeordning for børn med diagnose inden for autismespektret. - Det er klart, at det er udfordrende at være leder. I K-klasserne drejer det sig om børn, der har nogle vanskeligheder og i nogle tilfælde også sårbare forældre. Derfor er forældresamarbejdet også meget vigtigt, siger han. Hvor gruppeordningen i starten havde omkring fire elever, er antallet i dag vokset til mellem 35-40 elever, der er fordelt i fem grupper på ca. syv børn. Alle eleverne har en autismediagnose, men flere af børnene har også andre diagnoser. Har du været god til at være leder? - Jeg blev leder, fordi jeg gerne ville være leder og jeg har været glad for det. Men det kræver empati, og at man giver sig tid til at lytte og tage mennesker alvorligt. Og det er ikke en 37-timers arbejdsuge, siger Mogens Petersen.

Lærerne får ansvar

Mens han taler, banker det på døren og en medarbejder kigger ind og spørger, om han har set sedlerne på bordet. Mogens Petersen siger til læreren, at han ikke har set sedlerne grundigt igennem, men at det er i orden, hvis læreren selv synes det. Efter lidt talen frem og tilbage har læreren fået fri på den ønskede dag. Mogens Petersen beskriver det efterfølgende som hans ledelsesstil. - De siger altid, at jeg aldrig siger nej, men det hænger nok sammen med, at jeg tør give mine medarbejdere ansvar - og når man gør det, så lever de op til det. Men jeg siger selvfølgelig nej, hvis medarbejderne har urimelige krav, det har de bare sjældent, siger han. Mogens Petersen beskriver sig selv som en leder, der er udfordret, fordi de ansatte i afdelingen er så dygtige. Han mener altså udfordret på den gode måde. - Det betyder meget med både mod- og medspil. Jeg lytter til og anerkender de mange gode meldinger, jeg får fra medarbejderne, siger han. Mogens Petersen mener desuden, at arbejdet med børnene i K-klasserne igennem årene har udviklet sig til at blive mere målrettet og med et større fokus på team-samarbejde. Det har gavnet børnene, som han alle dage har været glad for at arbejde med. Han understreger desuden, at samarbejdet med Hvidovre Kommunes forvaltning efter hans mening altid har været godt. - Vi har heldigvis en forvaltning, der ikke presser os til unødig inklusion, og det kan man kun have respekt for. Og forvaltningen har ikke været efter os og vi har en ressourcetildeling, der ligger på et fornuftigt niveau. Men vi skaber også resultater, siger han og understreger, at han godt ved, at ordningen er dyr i forhold til ressourcetildelingen i skolens øvrige klasser. Men ikke dyr på den lange bane. - Vi bruger f.eks. rigtig mange penge på at uddanne vores lærere, men man kan ikke sløse med arbejdet. Det skal gøres ordentligt, siger han. Der er nok at se til som afdelingsleder, men Mogens Petersen har dog også andre opgaver som skemalægning, vikarkoordinator og samarbejdet med den øvrige ledelse. Fra tirsdag er det imidlertid slut, og Mogens Petersen lægger da også med glæde et langt arbejdsliv fra sig. - Jeg har forberedt mig på at stoppe det sidste år, så jeg er klar, slutter han.