Fortsæt til indhold

Holmegårdsskolen satser på musikken

Glade børn fra Holmegårdsskolen danner orkester

Arkiv
Arkiv

I september 2015 tog musiklærer Marie Okkels sammen med fem af musikskolens lærere fat på et storstilet projekt. 26 børn fra 4. klasse blev udvalgt til at spille orkester i deres musiktimer. Børnene valgte - næsten - selv, hvilket instrument, de ville spille, så nu udgør de et orkester med fløjter, oboer, klarinetter, basuner og barytonhorn. Det er ikke helt nemt at lære at spille på rigtige blæseinstrumenter. Men nu, efter små tre måneder, er de fleste kommet godt i gang, og når de spiller sammen, kan man med lidt god vilje genkende melodien “Jingle Bells”. Der er mange udfordringer undervejs; man skal både huske at tage sit instrument med hver mandag og man skal helst også øve sig derhjemme, da man ellers ikke bliver dygtigere. Det går dog støt fremad og både Marie og de fem musikskolelærere, Nina, Anders, Søren, Peter og Anders er tilfredse med udviklingen. Spørger man Ellen og Siri fra 4.a, hvordan det har været at starte på obo, lyder det prompte fra Ellen: “Vildt fedt - mega grineren! Det er sjovt at spille et orkesterinstrument i stedet for de instrumenter, vi plejer at spille i musik. Og så kan man høre, at oboen er et kærlighedsinstrument”. Til spørgsmålet om, hvorvidt de to piger øver, svarer Siri: “Vi har lavet en øvekontrakt, og mit mål er at øve fem minutter om dagen. Det plejer jeg at nå”. Ellen stemmer i: “Mit mål er 20 minutter fire gange om ugen. I sidste uge øvede jeg sammenlagt en time og syv minutter”. Orkesterklassen på Holmegårdsskolen er ikke den eneste i verden. Faktisk har instrumentfirmaet YAMAHA taget initiativ til Class Bands i adskillige europæiske lande. Og Kulturministeriets anbefalinger til musikskolerne i 2015 talte netop om orkesterklasser som et vigtigt tiltag. Tysk forskning har vist, at orkesterklasser fremmer indlæring, inklusion og trivsel. På Holmegårdsskolen har mange spærret øjnene op, når de pludselig har set og hørt det kæmpestore orkester med den endnu noget upolerede lyd. Der sker dog en udvikling fra uge til uge, og elever og lærere er sikre på, det efterhånden vil komme til at lyde godt. Til spørgsmålet om hvordan det er at spille orkester, fortæller Siri: “Man bliver mega glad. Man føler på én eller anden måde, at man kommer ud med noget”. Ellen tilføjer: “Når man spiller alene, lyder det ad h… til, men når vi alle spiller sammen, lyder det helt vildt godt”. Da Hvidovre Avis vil vide, hvorfor det mon lyder bedre, når alle spiller sammen, supplerer Siri: “Måske er det fordi de mørke stemmer dækker over de lyse instrumenter, som godt kan lyde lidt skrappe. Det er lidt ligesom, at en enkelt farve ikke er så flot i sig selv, men når man sætter den sammen med andre farver, bliver det smukt”. Orkesterets første koncert bliver i Medborgersalen torsdag den 17. december kl. 19. Her får de hjælp af Brass Starter, en begynder-messinggruppe fra Musikskolen.